Brøndby-boss: Ingen er mere frustreret end os
.
Superliga

Brøndby-boss: Ingen er mere frustreret end os

Brøndby IF tager torsdagens kendelse fra Fodboldens Appelinstans til efterretning.

Når Brøndby IF gæster AC Horsens den 17. marts næste år i sidste runde af grundspillet, vil gæsterne ikke opleve den samme opbakning, som de er vant til. Brøndby-fans vil nemlig ikke være velkomne i Horsens til den pågældende kamp.

Den 18. maj var der ballede med en række Brøndby-fans i forbindelse med en kamp i Horsens, og for det har Fodboldens Appelinstans idømt de blå-gule en bøde på 200.000 kroner samt frataget retten til at blive tildelt et tilskuerafsnit ved førstkommende udeopgør i den jyske by.

I Brøndby har man valgt at acceptere kendelsen.

- Vi har i dag modtaget disciplinærinstansens kendelse og accepterer den. Ingen er mere frustreret, end vi er, over de episoder der fandt sted i forbindelse med kampen, da det var helt uacceptabel adfærd. Vi har sat alle ressourcer ind for at identificere de individer, der trådte over grænsen, og allerede dagen efter gav vi de første karantæner. Det arbejde fortsatte henover sommeren sammen med de relevante myndigheder og AC Horsens, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Skulle AC Horsens og Brøndby IF trække hinanden i DBU Pokalen, vil sanktionen også kunne gennemføres her.