Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-boss: Saba Lobjanidze vil passe fint ind

Brøndby-direktør Carsten V. Jensen kalder Saba Lobjanidze en profil, der vil passe godt til klubben.

Brøndby IF har afgivet et bud på Randers-profilen Saba Lobjanidze, som i første omgang er blevet afvist af kronjyderne. Søndag var Brøndby på besøg i Randers, og det store spørgsmål er naturligvis, om fodbolddirektør Carsten V. Jensen havde et forbedret tilbud med til sin kollega Søren Pedersen.

Det afviser han, men det betyder ikke, at flirten mellem Saba Lobjanidze og Brøndby IF er begravet. Carsten V. Jensen lægger ikke skjul på, at georgieren kunne være en spændende spiller at få til Brøndby. 

- Vi søger spillere i forreste led, og der er mange interessante spillere. Jeg vil ikke benægte, at Saba er en interessant spiller, og Søren (Pedersen, red.) har bekræftet, at der er blevet lagt et bud, så jeg kan ikke påstå, han lyver. Men udviklingen i sagen kan jeg ikke kommentere på, siger "CV" til Eurosport og tilføjer om Saba Lobjanidze:

- Han er en spiller med god fart og har en almen god teknik, men det er der mange, der har. Han har en profil, der vil passe fint, men det er der mange, der har. 

Brøndby-direktøren fortæller videre i interviewet, at det omtalte bud på Saba Lobjanidze blev afgivet, før han tiltrådte i jobbet på Vestegnen, men at georgieren altså fortsat er et emne  i klubben.

Brøndby har endnu ikke forstærket offensiven i dette transfervindue.