Superliga

Brøndby dropper Liverpool-kampen

Det bliver heller ikke i år, at den engelske storklub kommer til Brøndby for at spille den kamp, der nu har været forsøgt planlagt gennem mange år

Brøndby har siden salget af Daniel Agger til Liverpool tilbage i 2006 haft en aftale med den engelske storklub om en venskabskamp på Brøndby Stadion.

En kamp som Brøndbys direktør ved forårets generalforsamling understregede lå meget højt på prioriteringslisten for sommerens aktiviteter.

Med sæsonafslutningen søndag står sommeren for døren, men det ser ikke godt ud i forhold til Liverpool-kampen.

- Vi må desværre erkende, at kampen mod Liverpool ikke bliver til noget i år, siger Jan Lockhart til tipsbladet.dk.

- Vi har arbejdet hårdt på at få det til at lykkes, men med de datoer, som Liverpool har tilbudt os, lader det sig ikke gøre. Det bliver for klemt i forhold til vores europæiske kampe. Liverpool har også et stramt program, og med vores forskellige ønsker, findes der ikke reelle muligheder, siger direktøren.

LÆS OGSÅ: Brøndby vil have Liverpool til sommer

Brøndbys ønske er at få det engelske storhold til Danmark i forbindelse med den årlige Keld Rasmussen Cup, men modstanderen bliver i stedet formentlig enten skotsk eller tyrkisk.

- Liverpool skylder os stadig en kamp, og vi bliver ved med at arbejde på at få den afviklet, da det stadig er vigtigt for os. Men i år må vi se os om efter alternative modstandere. Vi har arbejdet på 6-7 forskellige løsninger, og det kunne blandt andet ende med en kamp mod en skotsk eller tyrkisk modstander, siger Jan Lockhart.

Brøndby har som med Liverpool også aftaler med skotske Celtic og tyrkiske Istanbul B.B. Spor i forbindelse med salgene af henholdsvis Morten 'Duncan' Rasmussen og Samuel Holmen