Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby fejede usbekisk modstand af banen i overbevisende testsejr

Brøndby IF spillede mandag den første testkamp på træningsturen i Dubai og vandt sikkert, da de slog usbekiske Lokomotiv Tashkent med 5-1.

Brøndby IF startede vinterens træningskampe glimrende ud, da de knuste Danmarksserie-mandskabet Ballerup-Skovlund med 8-0 for lidt over en uges tid siden, men torsdag kom Zornigers tropper så ned på jorden igen rent resultatmæssigt, da FC Roskilde slog de blå-gule med 1-3 på Brøndby Stadion.

Brøndby er siden rejst på træningslejr i Dubai, hvor de mandag eftermiddag så spillede den første testkamp på turen mod Lokomotiv Tashkent fra Usbekistan.

Alexander Zorniger har taget flere af klubbens unge talenter med på træningslejren, og fra kampens start var der da også både fundet plads til blandt andre 18-årige Jesper Lindstrøm og 17-årige Morten Frendrup blandt de startende elleve. 

Også polske Kamil Wilczek var med fra start, og han skulle kun bruge 38 minutter i Dubai, før at han havde bragt sig selv på måltavlen. Polakken modtog en stikning i dybden fra Besar Halimi, hvorefter at han lobbede den over keeperen. 

1-0-føringen holdt dog ikke længe. Et skidt kort udspark fra målmand Marvin Schwäbe blev nemlig straffet prompte, og de to hold gik derfor til pause ved stillingen 1-1. 

I pausen skiftede Alexander Zorniger ikke mindre end ni mand, og det var således kun Benedikt Röcker og Kasper Fisker, der også var på banen, da anden halvleg blev fløjtet i gang. 

Også Ante Erceg var nu kommet på banen, og han skulle ikke bruge mange minutter, før at han på oplæg fra Simon Hedlund havde gjort det til 2-1. I de efterfølgende momenter blev det tilmed også 3-1 på et selvmål fra Lokomotiv Tashkent. 

Modstanderne fra Usbekistan bed efterfølgende lidt fra sig og havde blandt andet et skud på træværket, men det var ikke nok til at fravriste Brøndby sejren. I slutminutterne kom nyindkøbet Simon Hedlund tilmed også på tavlen, da han på oplæg af Josip Radosevic gjorde det til 4-1, og med fire minutter scorede Ante Erceg sit andet mål i kampen med sin scoring til 5-1, der også blev kampens resultat. 

Næste træningskamp for Brøndby IF er på næste mandag, hvor usbikiske Pakhtakor Tashkent FK venter. 

Brøndby IF's startopstillinger til henholdsvis første og anden halvleg kan ses herunder.