Brøndby forsøgte at få Parkhurst
Illustration
Superliga

Brøndby forsøgte at få Parkhurst

Brøndby jagtede en højre back før transferdeadline i går. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Michael Parkhurst var blandt emnerne.

Brøndby har haft problemer på højre back i denne sæson, hvor Frederik Holst og siden Michael Almebäck har vist sig ikke at være løsningen. Derfor var det heller ikke mærkeligt, at det før transferdeadline i går forlød, at klubben jagtede en forstærkning til den position.

Randers' Alexander Fischer og Djurgårdens Peter Nymann blev begge nævnt, men de var ikke de eneste på Brøndbys blok. I følge mlssoccer.com var også den tidligere FC Nordsjælland-spiller Michael Parkhurst på blokken i Brøndby, der skulle have spurgt til muligheden for at leje Parkhurst.

Aftalen blev imidlertid ikke til noget, og Parkhurst er altså fortsat i Augsburg, som han kom til i vinter fra FC Nordsjælland. Augsburg bruger ham imidlertid ikke, og både 1860 München og Lazio skulle også have forsøgt at lokke Parkhurst væk fra SGL Arena, men uden held.

Derfor må Parkhurst belave sig på endnu et halvår i skyggen af Augsburgs øvrige forsvarsspillere, men Lazios interesse skulle dog være så varm, at den kan blive genoptaget i januar. Rom-klubben ønsker angiveligt en amerikaner i sin trup for at booste klubbens popularitet på det hastigt voksende marked for europæisk fodbold i staterne.

Om Brøndby vender tilbage med fornyet interesse i januar, afhænger formentlig af, om de finder en egnet højre back i den nuværende trup.