Video : Tipsbladet
Superliga

Mraz-show i Brøndby giver træner-overvejelser: Alt er muligt

Brøndby-træner Niels Frederiksen kommer til at se nærmere på sit angreb når Kamil Wilczek er tilbage fra karantæne i kommende spillerunde

I fraværet af karantæneramte Kamil Wilczek fik 22-årige Samuel Mraz lidt af et gennembrud, da han søndag med to scoringer sikrede Brøndby en 2-1-sejr over Esbjerg.

Og faktisk minder reserveangriberens historie meget om den ni år ældre superligatopscorer Wilczeks, mener Mraz selv.

Mraz og Wilczek slog nemlig begge igennem i deres hjemland – henholdsvis Slovakiet og Polen – hvorefter turen gik til italiensk fodbold uden den store succes til følge.

Fra italiensk fodbold er de begge skiftet videre til Brøndby, og fællestrækkene er noget, Samuel Mraz og Kamil Wilczek selv har bemærket.

- Vi har snakket om, at vores historier minder om hinanden, og det er interessant for os.

Læs også:Brøndby-helt: Det var smukt

- Han (Wilczek, red.) siger, at fordi jeg allerede er kommet til Brøndby som 22-årig, venter der noget endnu bedre for mig. Vi er lidt den samme type spiller, men han har meget mere erfaring. Jeg skal være tålmodig og beskeden, siger Mraz

Brøndby-træner Niels Frederiksen er særdeles godt tilfreds med Mraz' præstation mod Esbjerg.

- Han spillede en rigtig fin kamp og udfyldte præcis den rolle, jeg gerne ville have ham til. Defensivt arbejdede han hårdt, og offensivt var han god med ryggen mod mål og var til stede i boksen, siger Brøndby-træneren.

31-årige Wilczek har nu afsonet sine to kampes karantæne for et rødt kort mod Randers, men cheftræneren udelukker ikke at lade den østeuropæiske duo spille sammen fra start fremover.

- Alt er muligt. Der er 14 dage til næste kamp, og jeg har ikke stillet holdet endnu. Jeg er som træner glad for, at jeg har nogle valgmuligheder, og at der er en sund konkurrence, lyder det fra Niels Frederiksen.

Læs også:Ung reserveangriber bryder Brøndbys forbandelse mod Esbjerg

Samuel Mraz håber på genvalg i startopstillingen, men han accepterer, hvis Wilczeks tilbagekomst skubber ham ud på bænken.

- Kamil har gjort det fantastisk for Brøndby, og jeg accepterer, hvad der bliver besluttet, siger slovakken.

Brøndbys næste opgave i Superligaen er ude mod AGF efter den forestående landskampspause.

/ritzau/

Læs også:Bedst og værst: Wilczek-vikar med to scoringer i Brøndby-sejr over Esbjerg

Læs også:Mensah: Vi er stærke for tiden