Brøndby-indkøb er endelig klar: Håber at være med til slutspillet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby-indkøb er endelig klar: Håber at være med til slutspillet

Kevin Mensah har endnu ikke været i kamp for Brøndby IF, siden han i januar kom til klubben fra Esbjerg fB. Men nu træner han fuldt med, og han ser frem til at være hjemmebanespiller på Brøndby Stadion.

Han har snart været Brøndby-spiller i to måneder, men Kevin Mensah har endnu ikke prøvet at løbe ind på stadion som hjemmebanespiller. Det varer dog ikke så længeme, før han er klar til det. 

Den tidligere Esbjerg- og Viborg-spiller er således blevet de skadesproblemer, der har plaget han i hele hans korte Brøndby-karriere, kvit, og han er endelig i fuldt vigør.

- Jeg har trænet med de sidste par dage, og planen er nu, at jeg bliver sluppet fri og får lov til at træne fuldt med, så det glæder jeg mig til, siger han til tipsbladet.dk.

- I den sidste uges tid har vi haft tre kampe, og der har ikke været så megen intensitet på træningen, så der har jeg kunnet være med i alt. Så er det den her uge, som bliver den første, hvor jeg får lov til at være med i en rigtig træningsuge. Så håber jeg at være med efter landskampspausen.

Selv om den 25-årige hurtigløber ikke har været kampklar, har han deltaget i en del træninger og taktiske oplæg. Derfor føler han, at han er ved at kende Brøndbys formation og spillestil udmærket. 

Han erkender dog, at der endnu er et stykke, til at den sidder på rygraden.

- Man kan altid være med til taktikmøder, men det er jo på fodboldbanen, man får de bedste dessiner. Der har jeg heldigvis kunnet være med i en stor del af det, men det er selvfølgelig noget andet, når der kommer tilskuere, og der kommer fuldt tempo på. Så kan ens holdkammerater og træner ikke stå og styre én hele tiden, så det er også en ting, der skal arbejdes på, og det tager tid, siger Mensah.

I sin hidtidige Superliga-karriere har han både spillet i angrebet, på kanten og mere centralt i banen. Eftersom Brøndby ikke spiller med kanter, er det enten på midten eller helt fremme, han skal byde sig til.

Mensah regner med, at det i første omgang bliver på midtbanen.

- Jeg er blevet hentet ind som 8'er, og fra sommer er det så planen, at jeg skal op at konkurrere om angriberpladserne. Der er mange angribere i truppen, og der er måske lidt mangel på midtbanespillere, og den rolle kan jeg udfylde. Jeg tager al den spilletid, jeg kan få, med, og det ligegyldigt, hvor det er henne, siger han.

Og så ser januarindkøbet frem til at opleve stemningen på Brøndby Stadion som hjemmebanespiller, efter han har været der flere gange med Esbjerg og Viborg.

- Jeg glæder mig til at føle atmosfæren, hvor du har Sydsiden med dig og ikke mod dig. Jeg ser frem til at få debut og være med til at hjælpe holdet.