Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-kaptajn godkender sæsonstarten

På trods at udsving og et klart exit i Europa er Kamil Wilczek ganske tilfreds med Brøndbys indledning på sæsonen

13 point efter fire sejre, en uafgjort og et nederlag. Det er facit for Brøndby efter sæsonens seks første kampe, hvilket i øjeblikket rækker til en tredjeplads i 3F Superligaen med fem point op til FC København på førstepladsen.

Drømmene om Europa led ganske vist et meget markant knæk med to klare nederlag til portugisiske Braga i tredje runde af kvalifikationen til Europa League, men ikke desto mindre kan den indledende del af sæsonen indtil videre godkendes. Det fortæller Brøndby-anfører Kamil Wilczek til mediet 3point.dk.

- Starten har været ret god. Vi har haft lidt bump, og vi har været skuffede efter Europa League, men vi erkender også at Braga var bedre end os og fortjente at gå videre, så nu kæmper vi videre i ligaen og pokalen, lyder det fra den polske kaptajn.

Her roser Wilczek også holdet for søndagens sejr over AaB, hvor han endnu engang kom på måltavlen. Den 31-årige angribere er kommet flyvende fra start i 3F Superligaen, og fører topscorerlisten med syv mål i seks kampe. Han er derfor også meget medvirkende til, at Brøndby indtil videre er ligaens mest scorende hold med 13 mål.

Næste mulighed for Kamil Wilczek og Brøndby for at fortsætte den fine sæsonstart er på søndag, hvor AGF besøger Brøndby Stadion.