Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-målmandstalent har store ambitioner

Den unge Brøndby-målmand, Mads Hermansen, er en af de fire U19-spillere, der har fået chancen i førsteholdstruppen, og det er en mulighed, som målmandstalentet ikke vil forspilde.

Brøndby IF spillede forleden deres første testkamp forud for den nye sæson, da de slog Albertslund med 3-0. Fra kampens start fik Michael Tørnæs comeback i Brøndby-målet, men i anden halvleg fik den blot 18-årige målmand Mads Hermansen de sidste 45 minutter mellem stængerne. 

Den unge keeper er i blandt de fire U19-spillere, der har fået chancen i Brøndbys førsteholdstrup, og Hermansen er en mand med ambitioner. For selvom han beskriver opstarten på førsteholdet som værende hård, så går han ind til alle træninger med et klart fokus om at forbedre sig. 

- Jeg gør alt, hvad jeg kan for at forbedre mig hver dag. Jeg går ind til træningerne 110% med et mål om at blive bedre. Det er det fokus, jeg har. Jeg går altid efter at blive den bedste, jeg nu kan blive, siger han ifølge 3point

Målmandstalentet forklarer i øvrigt, at hans forcer ligger i 1-mod-1 situationer, med fødderne samt kommunikationen. 

Mads Hermansen kom til Brøndby fra Næsby i 2015, og i sommeren 2018 forlængede han sin kontrakt med klubben, så den nu løber frem til sommeren 2021.