Superliga

Brøndby nærmere en løsning

Brøndby og Spillerforeningen lader til endelig at have fundet en retning i forhandlingerne, der ellers har varet i månedsvis.

Brøndby og Spillerforeningen har været i dialog i månedsvis omkring at finde en løsning omkring betalingen af de mange feriepenge-millioner kroner, som fodboldklubben er dømt til at betale.

I langt den største del af perioden har parterne haft svært ved at finde en retning i forhandlingerne som begge har kunnet forstå og acceptere. Men nu lader det til, at tingene begynder at tage form og at parterne efterhånden har fundet en linje, som begge kan følge.

-Vi er i en rigtig fin dialog. Det er stort set det eneste, jeg kan sige, for vi har så sent som i dag sagt til hinanden, at vi holder detaljerne internt. Vi forhandler både per telefon, over mail og via fysiske møder, og det inkluderer både direktører og advokater, siger Brøndbys advokat, Marlene Winther Plas, til Berlingske.

Brøndby søgte for kort tid siden at få udskudt gælden, hvilket Spillerforeningen ikke har villet høre tale om. Ligeledes har Brøndby søgt at slippe uden om de renter, der har fået millionbeløbet til at vokse.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Brøndby overlever ikke dødskampen

I følge tipsbladet.dk's oplysninger fastholder Spillerforeningen alt hvad der hedder renter og bod sagen frem til omkring december 2012. Herefter er der mulighed for, at Brøndby i en afdragsordning kan få Spillerforeningen til at gå med til en lav og fordelagtig rente - og muligvis en sats, der nærmer sig nul

Aftalen er mere end afgørende for Brøndby, der i sidste uge fik forhandlet en løn-aftale på plads med spillere og ansatte og nu skal nå til enighed med Spillerforeningen for at komme et afgørende skridt nærmere indskud fra investorer, der i første omgang skal være med til at sikre op mod 25 millioner kroner, som skal sikre driften og likviditeten frem mod den aktieemission, der er varslet i løbet af foråret.