Superliga

Brøndby nedsablede tandløse Randers

.... Og nu har de blå-gule tilmed fået gang i angriberne. Mathias Gehrt scorede et og Nicolaj Agger to i storsejren.

Brøndby har stadig en realistisk chance for at løbe af med sølvmedaljerne. Det må blive konklusionen, efter at de blå-gule anden påskedag vandt en flot sejr på Essex Park over Randers FC.

Brøndby fik i starten af sæsonen mange skæld ud over, at holdets angribere ikke scorede nok mål. Men det faktum er der i hvert fald blevet ændret på i forårssæsonen. I dagens 4-0-sejr over Randers kom både Mathias Gehrt og Nicolaj Agger på scoringstavlen.

1. halvleg var fattig på chancer, men rig på tilløb til chancer. Cirka midtvejs burde Anders Egholm have bragt hjemmeholdet foran, da han kom højest op til en frisparksbold fra Rasmus Hansen, men hovedstødet sad lige i favnen på Stephan Andersen.

Brøndbys chancer i 1. halvleg tilfaldt hovedsageligt Mathias Gehrt, men den unge angriber var ikke specielt skarp i de første 45 minutter. Med lidt held kunne han have bragt gæsterne foran både 1-0 og 2-0.

Anderledes indstillet var Gehrts sigtekorn i 2. halvleg. Efter blot to minutters spil fik angriberen igen chancen, da et frispark fra Jan Frederiksen lidt tilfældigt havnede hos ham, og denne gang var der ingen slinger i valsen - 1-0 til Brøndby.

Med et kvarter igen havde Kasper Lorentzen chancen for at udligne, men hans afslutning volte ikke Stephan Andersen problemer. Og i stedet kunne Brøndby, eller nærmere bestemt Nicolaj Agger, lukke kampen i den anden ende.

Efter 76 minutter gjorde Agger det til 2-0, da han let kunne sparke Daniel Wass' frispilning i nettet, og blot tre minutter senere var Agger også manden bag scoringen til 3-0. Mads Fenger lavede en skidt aflevering, og det straffede Brøndby-forwarden prompte.

Men her sluttede det ikke for Brøndby. Michael Krohn-Dehli, der netop er vendt tilbage efter en noget kontroversiel karantænedom, lukkede og slukkede med scoringen til 4-0 tre minutter før tid.

Mere skete der ikke i kampen og dermed kan Brøndby juble over deres anden komfortable sejr i træk. Og Randers? Det ser tungt ud lige i øjeblikket.