Brøndby: Ny målmand kan give Rønnow hård konkurrence
Foto: Brøndby IF
Superliga

Brøndby: Ny målmand kan give Rønnow hård konkurrence

Brøndby har hentet norske Adam Larsen Kwarasey i Rosenborg BK, og Troels Bech er tilfreds med tilføjelsen.

Mads Toppel måtte stoppe karrieren et halvt år før tid på grund af den skade i hånden, han fik, efter han skar sig i hånden.

I stedet for at satse på de unge målmænd Viktor Anker og Jacob Pryts, har klubben fundet det nødvendigt at hente en ny målmand, der kan konkurrere med Frederik Rønnow, og valget er faldet på den 29årige Adam Larsen Kwarasey, der kommer fra Rosenborg BK.

Kwarasey har landskampe på cv'et for Ghana, og målmanden, der også har norsk pas - og i øvrigt har en dansk morfar - er kommet til klubben på en fireårig aftale, og det glæder sportsdirektør Troels Bech.

- Vi er utrolig glade for at kunne byde Adam velkommen til Brøndby IF. Med Adam har vi fået en ny målmand til truppen, der med sin erfaring ikke blot kan hæve træningsniveauet for målmændene i Brøndby IF’s trup, men qua sine evner og store konkurrencementalitet også kan give Frederik Rønnow endnu hårdere konkurrence i den daglige træning i kampen som førstevalget i målet. Frederik er i dag en af Alka Superligaens bedste målmænd, men selv de allerbedste skal udfordres i det daglige, og den udfordring mener vi, Adam kan give Frederik til fulde, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Adam har vundet mesterskabet med sine tre seneste klubber, ligesom han har repræsenteret Ghana ved VM 2014 og de afrikanske mesterskaber. Det er med andre ord en særdeles rutineret spiller, vi kan præsentere i dag, og en spiller som vil vinde, om det så er til træning eller i kamp, siger han.

Adam Larsen Kwaraseyhar tidligere spillet i klubber som Portland Tmbers og Strømsgodset.