Brøndby og Esbjerg i trist nullert
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndby og Esbjerg i trist nullert

En kedelig affære mellem Brøndby og Esbjerg sluttede uden scoringer.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF vil gerne have medaljer i denne sæson, og i foråret har de blå-gule vist noget af vejen med to hjemmesejre i Superligaen. Søndag skulle holdet forsøge at hente den tredje, men det projekt kom Esbjerg i vejen for.

En temmelig kedelig affære på Brøndby Stadion sluttede således 0-0.

Esbjerg fik en lovende start på kampen, og Lasse Rise havde et par udmærkede afslutninger, men første gang det blev rigtig farligt, var det Brøndby, der bød sig til. Efter 25 minutters spil dumpede bolden ned foran David Boysen på kanten af feltet, men han afsluttede i sidenettet.

At man skulle 25 minutter ind i kampen for at finde den første nogenlunde store chance, fortalte meget godt historien om første halvleg på Brøndby Stadion. Det var nemlig en chancefattig og kedelig affære. Det største højdepunkt var faktisk, da dommer Peter Kjærsgaard-Andersen blæste de to hold til pause efter 45 minutter.

Anden halvleg kunne kun blive bedre, og de første tre minutter efter pausen var da også langt mere underholdende end de forudgående 45. Brøndby fik sat Esbjerg under et stort pres og kom frem til flere afslutninger. Særligt Rodolph Austin kunne med lidt mere skarphed have bragt værterne foran, men stillingen forblev 0-0.

Kort efter var det for alvor tæt på, at Brøndby bragte sig foran. Johan Larsson lagde et frispark ind i feltet, og bolden var ved at passere hele vejen i netmaskerne, men Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet slap med skrækken.

Kampens største chance faldt med 20 minutter igen, da Brøndby diskede op med et sjældent gennemspillet angreb. Teemu Pukki lagde smart bolden i dybden til Magnus Eriksson, der spillede på tværs til en helt blank Lebogang Phiri, men sydafrikaneren fik slet ikke afsluttet ordentligt, og så kunne Jeppe Højbjerg redde med en fodparade.

Skulle der have været en vinder på Brøndby Stadion, var det afgjort hjemmeholdet, der prøvede mest, men en målløs affære tegnede nu alligevel et godt billede af de 90 minutter på Vestegnen.