Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby skruer op for transferblusset: Nu kan vi holde møde i døgndrift

Brøndbys sportsdirektør Ebbe Sand bliver nu forstærket af Niels Frederiksen i jagten på nye spillere. Der arbejdes hårdt på forstærkninger på vestegnen.

Søndag klokken 23.00 blev Niels Frederiksen ekspederet ud af U21-EM, mandag eftermiddag var han forbi Brøndby Stadion, og tirsdag formiddag er han med i flyveren, der skal fragte de blå-gule på træningslejr i Polen - en træningslejr, der én gang for alle markerer Niels Frederiksens start som cheftræner i Brøndby.

Brøndby-spillerne ser uden tvivl frem til at møde deres nye cheftræner for første gang, og også sportsdirektør Ebbe Sand glæder sig, selv om han flere gange har mødt Niels Frederiksen. Med cheftrænerens indtog kan Ebbe Sand nemlig skrue lidt op for transferblusset.

Foreløbig har Brøndby blot hentet reservekeeper Michael Tørnes samt offensivspilleren Rezan Corlu, der er blevet udlejet til Lyngby Boldklub.

- Jeg har været løbende i dialog med Niels, men jeg har selvfølgelig forsøgt at forstyrre ham så lidt som muligt, mens han var af sted med landsholdet. Nu kan vi skrue op for knappen. Han kommer lige ind ad døren, og så tager vi på træningslejr. Nu får vi fem-seks intense dage sammen, hvor vi har mulighed for at holde møde i døgndrift, hvis det er nødvendigt, siger Ebbe Sand til tipsbladet.dk.

Transfers vil uden tvivl stå på dagsordnen, når Ebbe Sand kalder Niels Fredriksen i mødelokalet, og sportsdirektøren er sikker på, der nok skal komme gang i svingdøren i Brøndby IF.

- Vi arbejder på nogle ting. Det er stadig tidligt i vinduet, og nogle ting vil man gerne have lykkes hurtigt, men det går ikke altid, som man gerne vil have det. Vi arbejder på at forstærke holdet, men meget afhænger også af, hvem vi kommer af med.

- Jeg går meget op i, at vi skal sørge for ikke at have en for bred trup. Det er også en del af strategien, at vi gerne vil have vores unge spillere tættere på startopstillingen, men vi skal have nogle forstærkninger ind. Det er ambitionen, siger Ebbe Sand.

Satser du på, at der er en ny spiller med hjem, når I rejser fra Polen?

- Nej, ikke nødvendigvis. Vi arbejder i kulissen med at forstærke holdet, men om det bliver i løbet af de næste fem dage, ved jeg ikke.

Brøndby IF råder aktuelt kun over to etablerede midtstoppere, fordi Joel Kabongo er skadet, og Ebbe Sand har ikke lagt skul på, at der skal en ny central forsvarsspiller til klubben denne sommer. Lige nu er det punkt ét på sportsdirektørens to-do-liste.

- Det er det mest presserende – det er der, vi har brug for forstærkning. Vi har sagt farvel og tak til Röcker, så det er i midterforsvaret, vi skal forstærke os. Vi har Anton (Skipper, red.) som en lovende ung midterforsvarer, men der har vi brug for forstærkning, siger Ebbe Sand.

En ny midterforsvarer skal vel meget gerne være på plads inden kampen mod FC Inter Turku 11. juli?

- Vi arbejder på at forstærke os så hurtigt som muligt, slutter Ebbe Sand.

Brøndby IF har op til den kommende sæson valgt at forfremme talenterne Peter Bjur og Jesper Lindstrøm til førsteholdstruppen, mens Anton Skipper har været en del af truppen i hele 2019.