Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-spiller klar igen: Formen er ved at være der

Simon Tibbling er ved at være tilbage i topform, fortæller han.

I store dele af efteråret måtte Brøndby IF klare sig uden Simon Tibbling, som døjede med en skade, men den svenske midtbanespiller er ved at være helt klar igen.

Allerede i slutningen af efteråret fik Simon Tibbling et par indhop i Superligaen, og i forårets to første Superliga-kampe har han også været med på bænken – én gang er han også blevet skiftet ind. Men snart kan svenskeren måske også være at finde i startopstillingen for de blå-gule.

Læs også:Optakt: Brøndby IF - Lyngby BK

Formen er nemlig endelig ved at indfinde sig, forklarer Simon Tibbling til Brøndbys hjemmeside.

- Jeg synes, det bliver bedre og bedre. Det er klart, at når du har været ude i lang tid, så tager det tid at finde tilbage til timingen og det rette flow. Det handler om at spille kontinuerligt igen, så alle de minutter, du får på banen, er et skridt i den rigtige retning.

Læs også:Superliga-powerranking: Hug til Brøndby og OB

- Jeg arbejder hårdt på at præstere godt og få mere spilletid. Følelsen i kroppen er god, og formen er ved at være der, fortæller Simon Tibbling.

I alt er det blevet til ti Superliga-kampe for Simon Tibbling i denne sæson, men kun fire gange har han været i startopstillingen for Brøndby IF.

Søndag kan han spille sin 11. Superliga-kamp i denne sæson, når Brøndby IF tager imod Lyngby BK.

Læs også:Lyngby-træner var overrasket over nominering: Stolte af vores arbejde