Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-stjerne tæt på skifte: Her er hans nye klub

Tyske Hany Mukhtar er tabt for Brøndby IF - et skifte til en ny klub ventes på plads inden for få dage.

Hanny Mukhtar har endnu ikke været i kamp for Brøndby i denne sæson på grund af skader og sygdom. Men i weekenden kom det frem, at stjernespilleren er tæt på at skifte væk fra Brøndby og Superligaen. 

Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen afslørede nemlig, at Brøndby IF har givet Hany Mukhtar lov til at indgå dialog med en anden klub omkring et skifte. Et skridt man traditionelt kun tager, hvis der enighed mellem klubberne omkring den økonomiske side af sagen. 

- Vi har igennem et stykke tid været i dialog med en udenlandsk klub om et eventuelt salg, og vi har derfor givet Hany tilladelse til at besøge klubben og afslutte forhandlingerne om hans personlige vilkår. Derfor vil Hany ikke være at finde i truppen mod AGF denne weekend. Hvis og såfremt et skifte skulle falde på plads over de kommende dage, så vil Hany fortsætte hos os efteråret ud, før et eventuelt skifte finder sted i starten af det nye år, sagde Carsten V. Jensen.

Den tyske offensive profil har af flere omgange været sat i forbindelse med europæiske klubber i sin tid i Brøndby, men det lader til, at han kaster sig ud i et oversøisk eventyr, da turen formentlig går til USA.

BT skriver således, at Hany Mukhtars nye klub bliver Nashville SC, der spiller i den amerikanske MLS. Det har det danske medie fået bekræftet af flere forskellige kilder - blandt andet amerikanske. 

Prisen som den amerikanske MLS-klub kommer til at betale, bliver et sted mellem 20 og 23 millioner kroner, hvilket er mindre end halvdelen af den markedsværdi, midtbanespilleren blev regnet til, da han var på sit bedste i Brøndby IF.

Hany Mukhtar har spillet 120 kampe for Brøndby IF, hvor det er blevet til 26 mål.