Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-stjerneskud: Er med fordi jeg er god nok

Anton Skipper har fået en imponerende start i Brøndby, og han er fuld af selvtillid - men også meget bevidst om, at det hurtigt kan vende

Under den nye træner Niels Frederiksen er Brøndby begyndt at gøre brug af flere af klubbens egne talenter, hvor særligt Jesper Lindstrøm og Anton Skipper er gået ind på holdet med en række stærke præstationer i den blå-gule trøje.

Sidstnævnte har flere gange fået en plads i startopstillingen - så sent som i går fik han samtlige 90 minutter i sejren over AaB - og den 19-årige forsvarsspiller er da også meget tilfreds med sit indtog på Brøndby-holdet. Det fortæller han til 3point.dk.

- Det er klart, at jeg havde ønsket den start, som jeg har fået. Men det kunne også være gået den anden vej, og jeg kunne have spillet nogle super dårlige kampe, reflekterer Anton Skipper.

Den unge forsvarsspiller er dog også udmærket klar over, at tiden med gode præstationer og masser af kampe kan forsvinde lige som hurtigt, som den kom - men Anton Skipper føler, at de relativt store mængder spilletid er fuldt berettiget.

- Det er bare også vigtigt for mig at understrege, at jeg er i truppen, fordi jeg er god nok, og min spilletid kommer jo på lige fod med alle andre. Det overrasker mig ikke, at jeg er med her, men jeg er også bevidst om, at det kunne og hurtigt kan gå den anden vej, lyder det fra det store forsvarstalent.

Anton Skipper har fået spilletid i fire ud af seks kampe i 3F Superligaen, hvor han på skift har spillet ved siden er Hjörtur Hermansson og Paulus Arajuuri i Brøndbys centrale forsvar.