Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-stopper: Personligt har jeg haft succes

På det personlige plan er Hjörtur Hermannsson meget tilfreds med sæsonstarten i Brøndby IF.

Hjörtur Hermannsson er efterhånden et velkendt ansigt i Brøndby IF.

Den islandske midtstopper kom til klubben i sommeren 2016, og dermed er det kun Kamil Wilczek i den aktuelle førsteholdstrup, der har været længere tid hos de blå-gule. Størstedelen af tiden i Brøndby IF har budt på masser af spilletid, og det har også været tilfældet i denne sæson.

Det har blandt andet gjort Hermannsson til fast starter på det islandske landshold, og alt i alt har han et smil på læben over de første par måneder af sæsonen.

- Personligt har jeg haft succes i denne sæson. Jeg har spillet de fleste kampe og har været en af grundstenene på holdet indtil videre. Der er sket store forandringer, vi har mistet mange spillere og fået nye ind. Vi har forynget truppen markant, så der venter en spændende tid forude, siger Hjörtur Hermannsson til mbl.is og tilføjer:

- Brøndby er en stor klub, og der er altid store forventninger til os, men som det ser ud lige nu, bliver det svært at konkurrere med de to bedste hold, FCK og FC Midtjylland. I så stor og historisk en klub er det vores job at kæmpe for så høj en placering som muligt. Jeg forventer, vi vil være en del af topstriden.

24-årige Hjörtur Hermannsson spiller som regel i det centrale forsvar i Brøndby IF, men i det seneste opgør mod FC Midtjylland var han placeret på højre back, og det er også her, han slår sine folder på landsholdet. Lørdag spillede han 90 minutter, da Island besejrede Moldova 3-0.