Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby tabte igen: Sana sikrede AGF sejren

AGF satte to gange en føring over styr, men lykkedes i sidste ende med at vinde 3-2 over et efterhånden kriseramt Brøndby IF.

Brøndby IF led i sidste uge en overraskende nederlag til Sønderjyske, og det skulle revancheres søndag aften på udebane mod AGF, der i sidste runde fik sit første nederlag i sæsonen som det sidste mandskab i Superligaen.

Straks fra start lagde Brøndby IF tryk på AGF, som dog svarede tilbage med samme tilgang. Det gav en del spil på midten, hvorfra begge hold forsøgte sig med lange bolde.

Brøndby IF forsøgte at få etableret spillet på AGF’s banehalvdel, mens hjemmeholdet i høj grad gik over til at satse på kontrasituationer, hvor Martin Spelmann blandt andet var ved at blive yderst farlig, men udeholdets forsvar fik afværget situationen. I den anden ende havde Simon Tibbling et langskudsforsøg, som Oscar Whalley reddede.

Efter 27 minutter gjorde AGF så det onde ved Brøndby IF. Jens Stage erobrede bolden fra Hany Mukhtar, og bolden blev afleveret til Tobias Sana, der sendte Jakob Ankersen dybt, og Ankersen kunne udplacere Marvin Schwäbe til 1-0.

Bare to minutter senere svarede Brøndby IF imidlertid tilbage, da Kamil Wilczek sparkede fra kanten af feltet og fandt vej ind til målet bag Whalley. 1-1.

De to hurtige mål satte gang i kampen, der bølgede frem og tilbage bagefter, men fem minutter inden pausen modtog Casper Højer bolden på kanten af feltet, og venstrebacken tog sagen i egen hånd og bragede den i netmaskerne til 2-1.

Brøndby IF kom ud til anden halvleg med et højt pres, men fik ikke noget ud af det i første omgang. Det gjorde de til gengæld efter 57 minutter, da Kamil Wilczek scorede med hælen til 2-2.

AGF kom dog tilbage på sejrkurs ti minutter bagefter, da Tobias Sana scorede direkte på frispark.

Efter målet gik AGF mere defensivt til værks og prøvede at holde Brøndby IF fra at komme til chancer. Brøndby IF kom frem til lidt, men de udnyttede det ikke, og dermed vandt AGF med 3-2 over Brøndby IF.