Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-talent har ambitioner: Vil øverst op på stigen

Den blot 19-årige forsvarsspiller Anton Skipper Hendriksen har store ambitioner, og han føler endnu ikke, at han har opnået noget.

Tilbage i november 2018 forfremmede Brøndby IF Anton Skipper Hendriksen til førsteholdstruppen. Siden da har forsvarspilleren trænet fast med blandt de bedste, mens han også har været at finde på bænken til nogle Superliga-kampe. 

Hovedpersonen føler dog ikke selv, at han har opnået noget endnu. Han anskuer karrieren i Brøndby som en stige, hvor han gerne vil nå til tops. 

- Jeg tænker ikke så meget over, hvor meget jeg har opnået indtil videre. Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke er stolt over det, jeg har opnået, men jeg fokuserer ikke så meget på det, jeg har nået. Jeg kigger mere på det, jeg skal gøre i morgen for at blive bedre. Jeg føler ikke, jeg har nået noget endnu, men det er lidt som med en stige, hvor jeg kun har taget det første skridt op ad den. Jeg vil gerne op øverst på stigen, siger han ifølge Brøndbys hjemmeside. 

Den unge midtstopper har endnu ikke fået chancen fra start hos klubben fra vestegnen, men det kan være, at chancen kommer i den kommende sæson. Selv forklarer han, at det handler om at arbejde på at være klar til den dag, chancen kommer. 

- Sportsligt er det at arbejde på at være klar den dag, jeg får chancen. Jeg føler, at jeg kan være med til træning, selv om man godt kan se i nogle aspekter, at der er mange andre med mere erfaring og så videre, men med min ærgerrighed og de tanker, jeg allerede har gjort mig, er jeg sikker på, jeg nok skal klare det, siger han. 

Anton Skipper Hendriksen har i øjeblikket kontrakt med Brøndby IF frem til sommeren 2021.