Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-talent med dilemma: Sidste eksamen ligger samtidig med træningslejr

Brøndby-talent står foran et dilemma denne sommer, hvor han skal vælge mellem studentereksamen eller træningslejr.

Når Brøndby IF i næste uge møder ind for at påbegynde forberedelserne til den kommende sæson, bliver det med Jesper ’Jobbe’ Lindstrøm som en fast del af førsteholdstruppen.

I den forgangne sæson var den 19-årige offensivspiller inde og snuse til førsteholdet, da han var udtaget til et par kampe og også fik førsteholdsdebut i en pokalkamp. Efter at være blevet rykket op i førsteholdstruppen er hans mål nu at bide sig fast i truppen og få debut i Superligaen.

- Når det så er sagt, så er mit mål selvfølgelig at bide mig fast i Superliga-truppen her i klubben. Jeg spiller og træner for at blive udtaget til hver kamp. Mit næste mål er at få debut i Superligaen og derefter at spille regelmæssigt og så at spille fast. Jeg knokler for det, og det er den drøm, drømmen om at spille for Brøndby IF, der har holdt mig kørende altid. Også når det har været svært, fortæller Lindstrøm til Brøndbys hjemmeside.

Men før den kommende sæson står Lindstrøm med et større dilemma.

Fra den 25. juni til den 30. juni skal Brøndby nemlig på træningslejr i Polen, men i samme periode skal Lindstrøm færdiggøre sin studentereksamen.

- Den sidste eksamen ligger samtidig med træningslejren i Polen, og det er også der, studenterkørslen er. Der skal jeg tale med Niels Frederiksen om, hvad der er den bedste løsning for klubben og for mig. Jeg vil jo helt vildt gerne med på træningslejr, men omvendt betyder det også meget at få gjort min studentereksamen færdig, fortæller han.

Brøndby indleder den kommende Superliga-sæson mod Silkeborg IF.