Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-træner roser Tibbling: Det har været nogle fine præstationer

Simon Tibbling har befundet sig i en ny position på banen for Brøndby, men det har han indtil videre klaret godt, mener træner Niels Frederiksen.

Den svenske midtbanespiller Simon Tibbling har været vant til at spille centralt i banen for Brøndby, men efter Niels Frederiksen har sat sig på trænerposten i klubben fra den københavnske vestegn, har Simon Tibbling spillet på kanten.

Og det har han gjort godt.

Senest spillede han pladsen søndag mod Silkeborg, hvor svenskeren med en fornem assist til Dominik Kaisers 2-0 scoring var medvirkende til at sikre en sejr til Brøndby på 3-0.

Niels Frederiksen roser også Tibbling, der har spillet både torsdag mod FC Inter Turku og søndag mod Silkeborg som kantspiller i en 4-3-3.

- Jeg kender ikke spillerne så godt, men noget af det, jeg så fra Tibbling i sidste sæson, hvor han spillede 8'eren, var, at han var meget bevægelig og over det hele. Han fandt ikke så meget ro i sit spil, og så tænkte vi, at hvis vi gav ham den ro, at han kunne starte i den position og så få nogle bolde og arbejde sig ind i banen derfra, kunne det være, der også faldt lidt mere ro over spillet hos ham. Og det er han lykkedes med de første to kampe.

Jeg synes, det har været nogle fine præstationer af Tibbling - også selv om det er en uvant præstation. Han har taget imod det og arbejder med det, og det er positivt, lyder det fra Niels Frederiksen.

Allerede igen på torsdag kan Simon Tibbling være på kanten for Brøndby, når det danske mandskab torsdag møder FC Inter Turku i returkampen i Europa League-kvalifikationens første runde. Det danske mandskab har en føring på 4-1 fra første opgør at forsvare.