Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-træner savner stabilitet: Vores præstationer har svinget for meget

Brøndby har manglet stabilitet i denne sæson, mener cheftræner Martin Retov.

Brøndby IF er stadig på jagt efter deres første sejr i årets Mesterskabsspil, hvor det hidtil er blevet til to uafgjort og to nederlag, og Brøndbys fokus er på at få hentet den mandag mod FC Midtjylland.

De har nemlig brug for at sætte en god stime sammen, understreger cheftræner Martin Retov.

- Det handler for os om at sætte nogle gode resultater sammen for dels at få skrabet nogle point sammen og for komme ind i en god stime. Det er det, vi har brug for – også forud for pokalfinalen (mod FC Midtjylland den 17. maj, red.) - og det må meget gerne starte i morgen, forklarer Martin Retov.

Retov mener, at Brøndbys sæson især har været præget af svingende præstationer. 

- Vores sæson har været kendetegnet meget ved, at vores præstationer har svinget for meget, og når vi har spillet en rigtig god kamp, ser vi en mindre god præstation umiddelbart efter. Så vi har savnet stabilitet, og det er også grunden til, at vi ikke spiller med i toppen, men jeg vil rigtig gerne se det her i slutningen af sæsonen, fortæller Martin Retov.

Det bliver dog ikke en nem opgave at besejre FC Midtjylland. Midtjyderne har endnu ikke tabt på hjemmebane i denne sæson, hvor de har hentet 12 sejre og spillet uafgjort tre gange.

Før opgøret mod FC Midtjylland er Brøndby nummer fem i Mesterskabsspillet. De har fire point op til OB på fjerdepladsen og fem op til Esbjerg fB på tredjepladsen.