Brøndby udlejer Rashani resten af året
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby udlejer Rashani resten af året

Brøndby udlejer Elbasan Rashani til Rosenborg, bekræfter vestegnsklubben.

Elbasan Rashani og Fredrik Semb Berge var holdkammerater i Odds BK og Brøndby IF, men i dag mandag går deres fremtid i hver sin retning. Semb Berges comeback i Odd er allerede blevet præsenteret, og det samme er Rashanis skifte til Rosenborg netop blevet.

På sin hjemmeside bekræfter Brøndby, at man har udlejet kantspilleren. Rosenborg har desuden sikret sig en købsoption.

- Elba er på sine bedste dage en fantastisk tekniker, men han er stadig ung og skal løfte sit niveau endnu højere. For at give Elba de bedste muligheder for at udvikle sit spil har vi konkluderet, at en lejeaftale med Rosenborg vil give ham de bedste forudsætninger fremadrettet, da vi ikke kan give nogle garantier for en startplads. Vi vil følge Elbas udvikling i Rosenborg tæt i det næste år, og så vil vi til den tid vurdere, hvad den bedste løsning er, siger sportsdirektør Troels Bech til brondby.com.

Der var ellers også interesse for Rashani fra Odd, men kantspilleren gjorde det selv klart overfor tipsbladet.dk i sidste uge, at han ikke var interesseret i at vende tilbage til sin gamle klub. Ambitionerne var større, og dem ser Rosenborg til at kunne udfylde.

I sin tid i Brøndby har Rashani scoret 7 mål i 36 kampe. Han har fortsat to et halvt år tilbage af sin kontrakt.