Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndbys Kaiser: Enormt meget energi i truppen

Brøndbys midtbanespiller Dominik Kaiser ser frem til at møde OB på mandag efter et par gode og hårde uger på træningsbanen.

Brøndby IF har fået en svingende start på Superliga-sæsonen, hvor de efter 12 kampe er noteret for 17 point, hvilket placerer dem på en øjeblikkelig sjetteplads. 

Klubben fra Vestegnen vandt den seneste kamp mod AaB, og på mandag besøger formstærke OB så Brøndby Stadion. Brøndbys tyske midtbanespiller Dominik Kaiser ser frem til opgøret, og han er tilfreds med de seneste ugers indsats på træningsbanen.

- Vi har haft fokus på den individuelle træning i starten af landsholdspausen, men i denne uge har vi igen trænet mere som en helhed. Og det har været hårdt. Vi har haft enormt meget energi i hele truppen, og det har man virkelig kunnet se på træningsbanen, hvor vi har haft nogle træninger med meget høj intensitet, siger Dominik Kaiser til Brøndbys hjemmeside. 

Brøndby møder som nævnt OB på mandag, og de næste kampe byder på opgør mod FC København og FC Midtjylland. Kaiser føler sig dog overbevist om, at Brøndby kan vinde kampene.

- Vi har nogle svære kampe i sigte, men jeg er overbevist om, at vi kan slå alle hold, hvis vi spiller op til vores bedste. Vi har indtil videre vist det i glimt i denne sæson, men nu håber vi alle sammen på at kunne komme ind i en stime og vise vores kvalitet mere kontinuerligt. Og første skridt er mandagens kamp, siger Kaiser til Brøndbys hjemmeside.

Mandagens opgør på Brøndby Stadion fløjtes i gang kl 19.00