Video : Tipsbladet
Superliga

Carsten V. Jensen er åben for udlejning af ung offensivspiller

Superliga-klubben Brøndby IF er åben for at udleje den unge angriber Andreas Bruus. På højrebacken kommer der formentlig ikke til at ske noget.

Der forventes aktivitet på den københavnske vestegn denne mandag, men det er ikke meget, fodbolddirektør Carsten V. Jensen forventer.

Besar Halimi er et godt bud på en spiller, der ikke er at finde i Brøndby, når transfervinduet lukker. Carsten V. Jensen fortalte til tipsbladet.dk tidligere, at man er enig med en klub omkring Besar Halimi, og derfor er det kun Halimi selv, der skal blive enig. Klubben menes at være Fortuna Sittard fra Holland.

Hvis der skal ske anden aktivitet, er det ventet, at det er tale om en af de unge spillere.

Men hvor man tidligere måske kunne have forventet at se flere af ed unge forlade Brøndby på lejeaftaler, har både Anton Skipper og Jesper Lindstrøm bidt sig fast på førsteholdet, mens også Morten Frendrup nærmer sig. 

- Der er lidt forskel på de unge. En spiller som Peter Bjur kom ind i sommer og skal lige have lov at lande, og så har vi Frendrup i truppen, som faktisk ikke var langt fra starte i går. Andreas Bruus har tidligere været udlejet, og hvis der skulle komme noget på Bruus, kigger vi på det, siger Carsten V. Jensen, der ikke vil af med de to førstnævnte:

- Vi vil holde på Frendrup - han har presset på i forhold til truppen og holdet. Og vi vil integrere Bjur.

Besar Halimi er på vej væk fra Brøndby, mens Ante Erceg ser ud til at blive i klubben - indikationen i forhold til Erceg er, at han har takket nej til tilbud. Det trækker også op til, at Brøndby har tre højre backs, når transfervinduet lukker.

- Mensah kan spille alle kantpositioner - back og kant i begge sider. Jung har ikke nogen direkte afløser, så man kan bøje den lidt og sige, at det er okay (med tre højre backs). Vi synes jo, det er fint med konkurrence, og så må vi se, hvordan det udvikler sig med (Johan) Larsson, som vi har indgået en aftale med (frem til årsskiftet, red.)

- Indtil videre er Mensah og Gammelby her. Gammelby var i truppen i går, selv om han har døjet med en skade. Mensah er ikke helt frisk endnu, siger "CV" om situationen på højre back.

Brøndby har indtil videre i dette transfervindue hentet Sigurd Rosted og Tobias Børkeeiet, mens man har lejet angriber Samuel Mraz i Empoli.