Video : Tipsbladet
Superliga

Casper Sloth klar til AaB-exit: Jo før, desto bedre

Hvis muligheden byder sig, er Casper Sloth klar til at forlade AaB. Han vil gerne have en afklaring så tidligt som muligt, så han får meget af optakten i den nye klub med.

Sidste sommer vendte Casper Sloth hjem til Superligaen efter et kuldsejlet ophold i Leeds United, men det har hidtil ikke været nogen succes. Det har ikke været nogen hemmelighed, at Sloth ikke er tilfreds med mængden af spilletid i sin første sæson, og det er han stadig ikke.

Over for BT gør han det klart, at han stadig er frisk på at forlade klubben, hvis han får en rette mulighed. Han ønsker at få mere jævn spilletid, end tilfældet har været i den forgangne sæson.

- Jeg er skuffet over min første sæson i det nordjyske, og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg er klar til et klubskifte, hvis det rigtige tilbud kommer. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg vendte tilbage til dansk fodbold (fra Leeds United, red.) for at spille fast i Superligaen, siger han til avisen.

- Jeg tror, at vi skal lidt længere hen i transfervinduet før der kommer til at ske noget. Men jo tidligere desto bedre. For kommer der en hurtig afklaring, kan jeg i den nye klub nå at få så meget af optakten til den ny sæson med som muligt. 

Sportsdirektør Allan Gaarde lægger ikke skjul på, at parterne har diskuteret et muligt salg. Han slår dog samtidig fast, at hvis ikke der kommer en klub med det rigtige tilbud, sælger man ikke Sloth for enhver pris. 

AaB begyndte i dag sæsonen frem mod den kommende Superliga-sæson. Her gjorde cheftræner Morten Wieghorst det klart, at han gerne snart ser nogle forstærkninger til sit hold.