CL-optakt: Atletico Madrid - Real Madrid
Superliga

CL-optakt: Atletico Madrid - Real Madrid

I aften 20.45 tørner sidste års finaledeltagere sammen i et brag af en kamp. Kan Atletico Madrid fortsætte stimen af sejre over Real Madrid, eller vil marginalerne endnu engang være på Real Madrids side? Tipsbladet er med hele vejen. Bo Kampmann Walther blogger live fra årets første Champions League-kvartfinale.

Når Real Madrid møder FC Barcelona, står verden stille. Men de kampe er først og fremmest hypede og nærmest civiliserede i forhold til en vaskeægte Derbi mellem kongeklubben og ”lillebror” fra Atletico. Især på Estadio Vicente Calderón. Så er der dømt nerver, intensitet og sveddryppende kamp om resultatet. Diego Simeone, som kom til klubben i 2011, har vendt årtiers ydmygelse til en stribe af sejre over først José Mourinho og siden Carlo Ancelotti. De rød- og hvid-stribede var lige ved og næsten i Champions League-finalen sidste år i Lissabon, hvor Sergio Ramos’ hovedstødsmål i de døende sekunder vendte heldet for Real Madrid. Men det sammentømrede mandskab fra den knap så fine del af Madrid har til gengæld triumferet i ligaen, i Copa del Rey og i den spanske Super Cup. Senest med en svidende 4-0-sejr over de hvidblusede, som drømmer om deres ellevte Champions League-pokal.
 
”Lad os nu bare være ærlige”, fortalte Sergio Ramos til uefa.com for nylig.
 
”Vi var ikke bange, men vi hoppede heller ikke op og ned af ren fryd”, da lodtrækningen til årets kvartfinaler var en realitet.
 
”Det kan gå begge veje. Vores chance er lige så god som Atleticos”, supplerede hans træner, Carlo Ancelotti, til aviser verden over.
 
”Real Madrid har større individuel kvalitet på de fleste pladser”, indrømmede Diego Simeone.
 
For og imod
Hvem vinder? Simeone vil naturligvis gå efter sejren på hjemmebane, mens Ancelotti har sagt, at to uafgjorte kan være nok. Begge hold er fantastiske. Men de har også styrker og svagheder.
 
Styrkerne
Atleticos helt store force er deres defensive organisation. Med spillere som Miranda, Diego Godín og José María Giménez har Simeone et uforligneligt bolværk mod selv klodens bedste angribere. På midtbanen kæmper de hårdt om bolden, men har også kreative muligheder frem i banen – bare se Koke og Arda Turan. Massivt genpres, kontraløb og et fysisk betonet spil – ofte lige til grænsen – har været Atleticos varemærke. Men med 4-0-triumfen beviste Simeone, at hans hold også kan være overlegne i det åbne spil og i kombinationerne.
 
Real Madrid indledte 2015 elendigt efter jubelåret 2014. En skidt indsats i returopgøret mod Schalke 04 i CL-kvalifikationen var lige ved at koste dem billetten til kvartfinalerne. Mod de bedste i La Liga har Real også set særdeles skrøbelige ud. Men det er så småt vendt. En række sejre mod mindre spanske hold har givet dem troen tilbage. Klubben har stjernespillere på alle pladser. Fokus er selvfølgelig rettet mod BBC – Gareth Bale, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo. Men den afgørende styrke i derbyet mod Atletico bliver deres midtbane. Med kombinationen af den tilbagevendte Luka Modric, det tovejs-spillende geni fra Kroatien, og kreatører som James og Isco har Los Blancos sit helt eget trumfkort.
 
Svaghederne
Real Madrids hurtige frontløbere kan på en god dag overmatche Atleticos defensive organisation. Men ellers er udfordringen mental: Har de rød-hvide is nok i maven til 90 minutter? Vil de det for meget?
 
Knasterne i både forsvar og defensiv midtbane er ved at være jævnet ud. Men der er stadig problemer, som gode kontrahold kan udnytte. Men også for Real Madrid er udfordringen psykologisk.
Sergio Ramos indrømmer selv, at det er en kæmpe kliché, men alligevel:
”Hvis vi skal vinde Champions League, er vi nødt til at tage én kamp ad gangen”, som han siger.
 
Real Madrids 3 udfordringer
1) Bevar roen i defensiven. Brug Ramos til at føre bolden op. Defensiv midt skal dække af for Marcelo i venstresiden. Toni Kroos er det stabiliserende led i anden række, og hans radius bliver hele banens bredde.
 
2) Der kommer masser af infights på midtbanen. Men der skal også være plads til at få Ronaldo og Bale retvendt. Pasningsspillet må ikke negligeres. Der bliver mere brug for gode stikninger i dybden end vævre driblinger. Ergo er James måske bedre end Isco på den tredje midtbaneplads i en match som denne.
 
3) De tre forreste vil rotere hele tiden. Benzema skal bruges som falsk 9’er, ikke regulær centerforward. Ronaldo har en fri rolle, som han plejer, mens Bale bedst kan bruges som hurtigløbende kant.
 
Hold øje med taktikken
I 4-0-kampen over Real Madrid stillede Atletico Madrid i en klassisk 4-4-2. Koke (og Saul) og Turan var de offensive kræfter midt på banen flankeret af Tiago og Gabi i det defensive maskinrum. Antoine Griezmann lå i smørhullet lige bag Mario Mandzukic. Så den rette betegnelse er snarere 4-2-2-1-1.
 
Det startede med Ancelottis foretrukne juletræs-formation (4-3-2-1) fra de glade AC Milan-dage. Siden har den italienske træner flirtet med både 4-3-3- og 4-4-2-varianter. Real Madrid har dog i et stykke tid vekslet mellem 4-3-3 (angreb) og 4-4-2 (forsvar). Med Ronaldo som boksspiller er systemet en 4-2-3-1, med Kroos og Modric og maskinrummet og James/Isco i playmaker-rollen. I 4-4-2-modellen roterer Ronaldo og Benzema som henholdsvis forward og falsk 9’er. Og i den klassisk offensive 4-3-3 er Benzema trukket helt op i boksen med Ronaldo og Bale på flankerne. Nøglen til succes i aften bliver at få Bale – og også gerne Benzema – til at trække med ned på midten, når der skal genpresses og forsvares. Ellers vil Atletico konstant have overtag på midten (4 mod 3).
 
Tipsbladets dom
Det bliver en hård og intens herredyst. 1-0 til Atletico eller måske 1-1.
 
Følg med på livebloggen i aften!

God kamp. Vi ses på nettet.