Colin Todd: FC København vil have stor respekt for os
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Colin Todd: FC København vil have stor respekt for os

Randers FC's cheftræner Colin Todd tror, at FC København vil gå ind til søndagens møde med en stor portion respekt for de gæstende kronjyder.

Randers FC skal søndag aften forsøge at få noget med hjem fra Parken, når Superligaens nummer tre gæster FC København. Kronjyderne kommer ind til opgøret med bagagen fyldt med fire nederlag i rap, og ét af disse kom i starten af marts, da netop FCK vandt efter straffesparkskonkurrence i Parken.

Men cheftræner Colin Todd holder stålfast i muligheden for at tage point i København.

- Vi tager til København med troen på, at vi kan få noget ud af det. Men vi skal være skarpe og få alt det positive og maksimale ud af hver enkelt spiller, der skal spille på søndag, så vi kan få noget med hjem. Folk taler om, at vi ikke har vundet i fire kampe, men der er ingen grund til at bruge det negativt, for præstationerne har været gode. Derfor skal vi fortsætte med at spille med den frihed, som vi plejer og minimere de små fejl, der bliver lavet i kampene, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.

Det nylige møde med FC København gør dog, at Todd har en god fornemmelse af, hvordan FCK vil gribe opgøret an.

- Vi ved, hvordan de vil spille. Det, vi gjorde godt, var at sørge for at presse dem solidt i perioder og at holde fast i bolden, når vi havde den. Der er aldrig to kampe, der er ens og de kampe, der er spillet, er historie. Men jeg tror i hvert fald, at de vil have stor respekt for os på søndag, fortæller Todd videre.

Randers FC har tabt til Silkeborg IF, AaB og FC Midtjylland udover pokalnedturen mod FC København i de seneste fire kampe. Foråret startede ellers fint med en 3-0-sejr på udebane over FC Nordsjælland. Holdet er dog fortsat på tredjepladsen i Superligaen med syv point op til FC København.