Colin Todd: I min spillertid ville der have været store problemer
Foto: Randers FC
Superliga

Colin Todd: I min spillertid ville der have været store problemer

Colin Todd erkender, at det er en prekær situation, Randers er havnet i, men han mener, man har løst dramaet efter bedste evne.

Christian Keller og Jonas Borring har sat en større gryde på komfuret hos Randers, og Colin Todd indrømmer nu lidt kryptisk, at det er en speciel situation, der i hans aktive karriere ville have voldt store problemer.

- Jeg har aldrig været i sådan en situation før. Men jeg kan sige, at hvis det var sket i min tid … puha, så ville der have været meget, meget store problemer, sagde han til TV2 Østjylland tidligere på dagen.

Træneren er dog glad for, at sandheden er ude, og han mener, man har gjort det bedste, man kan, for at kaste vand over ilden.

- Vi har behandlet det på den måde, vi mener, er den mest værdige og bedste måde. Jeg er glad for, at sandheden er kommet ud. Med hensyn til Jonas Borring så er det noget, som Michael Gravgaard og Ole Nielsen skal håndtere. Jeg har taget anførerbindet fra Keller og givet det til Mads Fenger, og jeg har givet Alexander Fischer lidt mere ansvar i omklædningsrummet.

- Det er ikke nogen rar situation, men jeg er sikker på, at man har også har kunnet se her til formiddag, at der stadig er en god stemning i truppen. Spillerne vil stadig have deres egne meninger, men jeg mener, at vi har italesat det på den bedste mulige måde, afslutter den tidligere topspiller.