Video : Tipsbladet
Superliga

Conboy vil fortsætte assist-takterne

Kevin Conboy er en af de spillere i Superligaen med flest assist, og det håber han på at fortsætte.

Da Kevin Conboy sidste år vendte hjem til Danmark hos Randers FC, markerede han sig ikke synderligt meget i det offensive spil, men i år er sangen en helt anden.

Efter 12 runder af Superligaen er Kevin Conboy nemlig den spiller med næstflest assists, kun overgået af Viktor Fischer.

Fire assists er det blevet til, og det er en tendens, som Conboy vil forsøge at fortsætte.

- Jeg er en offensiv back, og det er et mål for mig at bidrage med assists, og jeg håber også, at jeg kan fortsætte takterne. Det er aldrig helt tilfældigt, når man er noteret for fire assists i 12 kampe, men det kræver også held og nogle holdkammerater, som skal have ros for at putte dem ind. Men jeg forsøger, hver gang muligheden byder sig at bringe mig selv i positioner, hvor jeg kan bidrage med målgivende afleveringer, siger Conboy til amtsavisen.dk.

Kevin Conboy skal forsøge at lave flere assists, når Randers FC møder Sønderjyske på søndag.