Superliga

Curth og Duncan er klar til OB

Både Jeppe Curth og Morten Duncan Rasmussen er med i AaB's trup, der skal bide skeer med OB lørdag.

Både Jeppe Curth og Morten 'Duncan' Rasmussen er at finde i den trup, som AaB-træner Kent Nielsen har udtaget til lørdagens kamp mod OB.

Jeppe Curth udgik af kampen mod FCK 12. marts og blev i første omgang meldt ude i fire uger, men angriberen er nu atter frisk nok til at være med på holdet.

Det samme gælder Morten 'Duncan' Rasmussen, der har været meldt tvivlsom op til kampen. Begge angribere er udtaget af træner Kent Nielsen, der har stor respekt for de fynske gæster.

- OB er et hold, der ikke giver mange chancer væk, og både spillemæssigt og fysisk er man et af topholdene i Danmark, ligesom de har flere spillere, der selv kan afgøre kampene, siger Kent Nielsen til AaB's hjemmeside.

AaB har kun vundet en gang på hjemmebane i hele sæsonen - en statistik, som Kent Nielsen meget gerne ser fordoblet lørdag.

- Vi er meget bevidste om, at vi skal præstere på hjemmebane, og vi kan ikke se en bedre modstander end OB til at gøre dette mod. Det bliver en tæt kamp, hvor små ting vil afgøre udfaldet, men vi tror på, at vi har gode muligheder for at tage point.

AaB's trup til kampen mod OB:

1 Karim Zaza, 3 Kjetil Wæhler, 5 Kenneth Emil Petersen, 6 Louay Chanko, 7 Anders Due, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Morten Duncan Rasmussen, 15 Dennis Marshall, 17 Chris Rolfe, 18 Lucas Andersen, 21 Kayke, 22 Nicolai Larsen, 24 Jens-Kristian Sørensen, 28 Michael Lumb, 29 Nicklas Helenius, 30 Mathias Wichmann og 34 Marc Pedersen.