Da Silva: Frank god erstatning for Auri
Illustration
Superliga

Da Silva: Frank god erstatning for Auri

U/19-landsholdsspilleren Patrick da Silva ser frem til at fortsætte arbejdet med Thomas Frank, som har ser som en god erstatning for Auri Skarbalius.

De har allerede stiftet bekendtskab med hinanden jævnligt i løbet af foråret, men nu kommer de til at se endnu mere til hinanden. Patrick da Silva havde blot spillet tre kampe på Brøndbys venstre back i starten af foråret, da Thomas Frank udtog den unge forsvarsspiller til U/19-landsholdet, og siden da har 18-årige Da Silva været fast med omkring holdet.

Nu er Thomas Frank også fremover Patrick da Silvas cheftræner efter, at det igår blev offentliggjort, at Thomas Frank skifter fra ungdomslandsholdet til Brøndby IF, og det er selvfølgelig en disposition, der vækker glæde hos den unge back.

- Det har jeg det selvfølgelig fint med. Jeg kender ham rigtig godt, så det ser jeg frem til. Han er både taktisk dygtig og selvfølgelig god med unge. Vi har haft rigtig mange samtaler med hinanden, så jeg er glad for, at valget er faldet på ham. Han er en god erstatning for Auri, siger Patrick da Silva til tipsbladet.dk.

Han håber også, at Frank kan bruge sit indgående kendskab til talentarbejdet i Danmark til at sikre Brøndby gode, talentfulde spillere.

- Han har kendskab til rigtig mange af de unge spillere på U/19, U/17 og helt ned til U/16, så han kender til de gode spillere og ved, hvem der skal satses på, lyder det videre.

Det er kommet frem, at Frank, allerede da han tog til Portugal for at forsøge at kvalificere holdet til EM-slutrunden, havde en aftale med Brøndby, men det betyder ikke, at BIF-spillerne Frederik Holst, Mads Nielsen, Riza Durmisi eller Patrick da Silva fik nyheden før alle andre.

- Nej, det var ikke noget, der blev talt om nede i Portugal. Jeg fik det først at vide, da det blev offentliggjort her for et par dage siden.

Brøndby IF starter træningen i morgen.