Video : Tipsbladet
Superliga

Dal Hende udskyder forlængelse: Åben for Superliga-skifte

SønderjyskE har tilbudt Marc Dal Hende en kontraktforlængelse, men backen har udskudt beslutningen om at blive. Han vil se sine muligheder an.

For halvandet år siden skiftede Marc Dal Hende FC Vestsjælland ud med SønderjyskE. Det skifte må siges at have været en succes for den nu 26-årige venstre back. Men nu kan tiden i SønderjyskE måske snart være fortid. Dal Hende har kontraktudløb til juni, og han udelukker ikke et skifte væk fra sidste års sølvmedaljetagere.

Da rådhusklokkerne ringede 2016 ud og 2017 ind, betød det samtidig, at Marc Dal Hende frit kunne forhandle med interesserede klubber, og det har hovedpersonen tænkt sig. Også selvom SønderjyskE har gjort sit til, at den offensive backs fremtid fortsat skulle være i den lyseblå trøje.

- Situationen lige nu er, at SønderjyskE kom med et flot tilbud lige omkring jul. Det har jeg valgt at udskyde. Jeg vil gerne udskyde det til slutningen af januar eller februar måned. Jeg vil gerne se, hvad der byder sig til. Det er det, jeg har meldt tilbage. Den er ikke lukket endnu, så det kan godt blive til en forlængelse. Men lige nu er det på standby, siger Marc Dal Hende til tipsbladet.dk.

Dermed er der lagt op til, at interesserede klubber kan komme med et tilbud, uden at det med det samme bliver fejet væk af SønderjyskE.

Skulle der komme et tilbud, som Marc Dal Hende finder interessant, afhænger spillerens valg ikke af, om klubben er fra udlandet eller fra en anden dansk klub. Men tilbuddet skal være ekstraordinært for at få ham væk fra SønderjyskE.

- Jeg er åben for det hele. Der er få danske klubber, jeg kan se mig selv i. For jeg har det rigtig godt i SønderjyskE, det understreger jeg virkelig. Vi har det så godt sammen. Det vi har lavet er næsten et mirakel. Det skal være ekstraordinært for at få mig væk. Der er få klubber i Danmark, det skal være de største, for at jeg skal overveje det. Udlandet er også en mulighed. Jeg er lidt åben for det hele. Jeg har ikke de præferencer. Pakken betyder meget.

I november sagde Marc Dal Hende i et interview til tipsbladet.dk, at han havde ambitioner om at komme på landsholdet, og at et skifte til udlandet ville hjælpe til dette. Men også en dansk klub kan give spilletid på landsholdet, mener backen nu.

- Der er ingen tvivl om, at begge ting fylder (landsholdet og udlandet, red.). Lige nu er det svært at sige med udlandet, men en anden dansk klub kan også bringe mig tættere på landsholdet. Der er ingen tvivl om, at jeg har en målsætning om landsholdet. Det er det et skifte, hvis det kommer til at ske, kommer til at bære præg af. Jeg føler, at jeg kan komme tættere på, ved at spille med de bedste spillere, at komme i betragtning til landsholdet.

Ender det med et skifte til udlandet, så bliver det ikke for pengenes skyld. Det er spilletiden, der kommer til at diktere, hvem der fremover får glæde af Dal Hendes kvaliteter.

- Spilletid er der ingen tvivl om, at jeg går benhårdt efter. Jeg er ikke på et tidspunkt i min karriere, hvor penge på bogen står først. Jeg stiler så højt som muligt med min karriere efter at tage næste step, hvis det er muligt at komme længere frem. Jeg vil give mig selv højere værdi. Det er det, der spiller den største rolle.

Artiklen fortsætter under billedet. Foto: Lars Rønbøg / Getty Images.

SønderjyskE står ikke kun i en situation, hvor flere spillere har kontraktudløb til sommer. De skal også finde en ny cheftræner efter Jakob Michelsens skifte til Hammarby. Beslutningen om, hvem der skal afløse den succesfulde træner, er ikke altafgørende for, om Marc Dal Hende bliver i klubben.

- Jeg vil sige, at der er ingen tvivl om, at det ville være rart at vide, hvem der er træner, men det er ikke det, det står og falder på. Jeg har stor tiltro til SønderjyskE og Haysen (sportschef Hans Jørgen Haysen, red.) om, at de finder en dygtig træner, ligesom de gjorde med Jakob (Michelsen, red.). Det er jeg ikke nervøs for. Det ville være rart at vide, men det står og falder slet ikke med det.

Backen tror ligeledes, at en ny træner spiller ind i, om andre spillere forlænger med klubben. Men for hans eget vedkommende, kan højere ambitioner også være måden at få forlængelser i hus.

- Jeg kunne godt tænke mig, at klubben gik lidt mere efter at tage næste step. Kunne man forlænge med de fleste fra holdet nu, så synes jeg, at SønderjyskE har holdet til at spille med i top seks hvert år. Vi har virkelig gode spillere, det er en guldgruppe, der er samlet. Kunne man forlænge med dem, ville det være rigtig spændende – også for mig at fortsætte her. Men det er svært at vide, hvad folk tænker selv. Der er også nogle, der skal starte med at forlænge, så det er en svær balancegang. De fleste vil gerne se, tror jeg uden at vide det, hvad der byder sig til.

Om fremtiden er i SønderjyskE, en anden dansk klub eller i udlandet, vides endnu ikke. Men med det tempo, der kan være, kan et skifte allerede komme på tale i januar.

- Det er et svært spørgsmål. Hvis det hele er det rigtige, og det er ude af mine hænder. Kommer det rigtige tilbud, og de kan blive enige med SønderjyskE, så de også kan få noget –  for jeg føler lidt, at jeg skylder dem noget. Selv i denne kolde og kyniske verden. Så ville det være en god historie, hvis de kunne få penge for mig. Så kommer det rigtige tilbud, og SønderjyskE får den rigtige pris, så kan det sagtens ske i januar.

I første omgang starter SønderjyskE forårssæsonen op den 5. januar, og her regner Marc Dal Hende med at være på plads på træningsbanen.

- Det regner jeg bestemt med, men tingene kan gå hurtigt i fodboldverden. Men lige nu er der ikke noget.

Foruden en ny træner og Marc Dal Hendes udskydelse af kontrakttilbud, så har Marin Skender, Pierre Kanstrup, Janus Drachmann, Mikkel Hedegaard, Nicolaj Madsen og Johan Absalonsen også kontraktudløb, mens Tommy Bechmann har bebudet, at han stopper karrieren.