Dalgaard øjner ny topscorertitel: Målene er mit brændstof
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Dalgaard øjner ny topscorertitel: Målene er mit brændstof

Thomas Dalgaard glæder sig over målformen for tiden og lurer på en ny mulighed for at blive topscorer i Superligaen.

Thomas Dalgaard er kommet godt tilbage efter sin skade, og fredag scorede han for anden Superliga-kamp i træk, da han med sit 4-0-mål mod OB slog det sidste søm i den fynske kiste. 

Dalgaard kom dermed op på fire mål i otte Superliga-kampe, og angriberen nyder succesen i SønderjyskE, der tilmed ligger nummer to i Superligaen. 

- Det går meget godt. Hele holdet rider på en bølge, og vi spillede vores bedste kamp i sæsonen mod OB. Jeg selv er kommet godt tilbage, og jeg er glad for at være kommet stærkt tilbage efter skaden. Det er bare dejligt. Det betyder meget for os angribere at vise, at vi kan score mål. Det betyder også rigtig meget for mig. Det er min benzin og mit brændstof, og jeg er glad for at have scoret i de seneste par kampe, siger Thomas Dalgaard til tipsbladet.dk. 

Mens Thomas Dalgaard har været skadet, scorede Tommy Bechmann mange mål for SønderjyskE, men nu er rollerne byttet om, idet Bechmann er blevet skadet. 

- Bechmanns skade gav mig muligheden, og det er jo historien om den enes død og den andens brød, selvom jeg nu mener, at vi godt kan spille sammen. Vi kunne have spillet sammen i en 4-4-2 i Aarhus, men så blev han skadet, og så prøvede vi det desværre ikke, fortæller Dalgaard. 

Thomas Dalgaard har fået en god start på Superliga-livet i SønderjyskE efter en svær sidste sæson. Oven på successæsonen 2013/14 i Viborg, blev Dalgaard solgt til hollandske Heerenveen, men det blev ingen succes. Han spillede ikke meget i efteråret 2014, så i foråret 2015 blev han lejet ud til OB. Her blev dog heller ikke til fast spilletid. Derfor er han glad for at vise i SønderjyskE, at han stadig har et højt niveau. 

- Hvis jeg får tillid, kan jeg lave mål. Jeg fik hverken chancen i Heerenveen eller Odense, for der var ikke plads til at spille et par halvdårlige kampe uden at score. Det er det, der betyder noget for selvtilliden for os dødelige. Når man ikke er Messi eller Ronaldo, kommer der kampe, hvor det ikke kører, og så er det vigtigt, at træneren alligevel tror på dig og giver dig chancen igen, siger Thomas Dalgaard. 

Efter at have scoret fire mål i sæsonen hidtil er Thomas Dalgaard kun tre mål fra topscorerlistens førsteplads. Han håber at erobre den igen.

- Det er altid min ambition at blive topscorer. Sådan er det i hver sæson. Det er inden for rækkevidde nu, for man kan jo altid score to-tre mål i en kamp. Det går jeg selvfølgelig efter, fastslår Thomas Dalgaard.