Fra sommeren 2015 kan det meget vel blive virkelighed, at fodboldfans, der vil til Superliga-fodbold på udebaneafsnit, skal lade sig registrere i en database ved billetkøb, så der er klarhed over, hvem der befinder sig på tribunen.
Det er Divisionsforeningen, der er klar med initiativet, som er resultatet af en handlingsplan, som Justitsministeriet, DBU og Rigspolitiet også er med i. Awaykortet skal indføres for at højne sikkerheden på udebaneafsnittet. Handlingsplanen blev igangsat efter Superligakampen mellem AaB og FC København tilbage i 2012, hvor massiv brug af pyroteknik resulterede i, at kampen måtte afbrydes.
Danske Fodbold Fanklubber er dog alt andet end begejstrede for Divisionsforeningens plan om at indføre awaykortet.
- Lad det være sagt med det samme: Vi er imod en awaykort-løsning, fordi det er dokumenteret, at det ikke forbedrer sikkerheden på stadion, Rasmus Trenskow, formand for Danske Fodbold Fanklubber (DFF)
- Den præventive effekt er ikke-eksisterende. Awaykortet er simpelthen meningsløs symbolpolitik og strider direkte imod de anbefalinger, som Europarådet kommer med, siger Rasmus Trenskow.
DFF peger på, at internationale erfaringer - blandt andet fra Belgien - viser, at et awaykort-system er forbundet med en række negative side-effekter såsom faldende tilskuertal, og flygtende sponsorer.