Video : Tipsbladet
Superliga

David Boysen: Det var ikke sjovt at spille fodbold

Lyngby-spilleren forklarede fredag, hvad der gik galt, siden han skiftede væk fra Holland efter bare et halvt år i Roda.

David Boysen fik kun et halvt år i hollandske Roda. Så ville han hjem til Danmark. Efter fredagens Superligaopgør mod FC Nordsjælland løftede kantspilleren sløret for, hvad der lå til grund for beslutningen om at rejse hjem igen.

- Jeg syntes ikke, det var sjovt at spille fodbold. Vi gik ind til kampene med en negativ mentalitet. Vi stillede os ned i en flad fem-back-kæde, som jeg var kantspiller i. Det føltes som en klassisk venstre midt og havde intet med en kantspiller at gøre. Jeg kastede mig rundt i tacklinger inde i vores eget felt, sagde Boysen til TV3Sport.

- Jeg vil gerne nyde fodbold. Jeg er bedst, når det kører. Og dernede var det ikke sjovt, fordi jeg skulle rende og forsvare hele tiden - og det er jeg ikke verdens bedste til.

Roda-træner Yannis Anastasiou lovede Boysen en offensiv rolle på holdet, men det levede grækeren aldrig op til.

- Træneren lovede mig, at vi skulle spille en offensiv form for fodbold, ligesom jeg havde gjort det i Brøndby og Lyngby. Men han ændrede det fuldstændig, da det begyndte at gå dårligt. Jeg havde håbet, at han ville ændre det tilbage, når resultaterne begyndte at komme, men det lod han være med.