Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen før Randers-kampe: Skal være perfekt i to gange 90 minutter

AGF's cheftræner David Nielsen er ikke i tvivl. Det bliver en test, når holdet skal møde Randers i kampen om at komme i Europa Playoff-finalen.

AGF har været godt kørende i hele det nederste slutspil, hvor det er blevet til syv sejre i træk. Nu venter to spændende opgør mod Randers om en plads i Europa Playoff-finalen, hvor der en en plads i Europa League på spil.

Det bliver nogle meget interessante kampe, fortæller AGF-cheftræner David Nielsen i et interview med Aarhus Stiftstidende.

- Det bliver helt sikkert intenst. Det er altid intenst mod Randers, og det er altid intenst at spille de her playoff-kampe. Nu har vi efterhånden spillet rigtig mange af dem over de seneste to sæsoner, og jeg tror faktisk ikke, at der er andre klubber, der har spillet lige så mange af dem som os, siger han og fortsætter:

- Så vi ved efterhånden godt, hvad det handler om. Det er en test, hvor man skal gøre det perfekt i to gange 90 minutter. Det handler om at få modstanderen til at reagere så meget som overhovedet muligt på det, vi gør, lyder det fra David Nielsen.

Det er blevet til to møder mellem AGF og Randers i denne sæson, hvor det blev til 0-0 tidligt på sæsonen i Randers, mens AGF løb ind i et nederlag på 0-2 på hjemmebane senere på sæsonen.

Den første af de to kampe mellem de to østjyske klubber bliver spillet klokken 16 i Randers, mens returkampen i Aarhus er ugen efter om søndagen klokken 18.