Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen lover smerte til AGF-spillerne den kommende tid

Spillerne i AGF kan godt forberede sig til en særdeles hård træningslejr under David Nielsens ledelse.

Superliga-klubberne er begyndt at forberede sig frem mod den kommende sæson, og i den kommende tid venter der en række træningslejre, og det er som regel lig med stenhård træning.

Sådan er det i hvert fald hos AGF, og spillerne i den aarhusianske klub vil med fordel have holdt formen nogenlunde ved lige i sommerferien, for på træningslejren venter der én ting.

- Smerte. Det er nu, vi skal finde den hårdeste kerne frem i os selv, så det er en hård, men god tid, der venter os, og sådan skal det også være i en opstartsfase, forklarer David Nielsen til AGF’s hjemmeside.

AGF skal i morgen spille træningskamp mod AC Horsens, hvorefter der venter et par dage mere med træning i Aarhus, inden klubben i weekenden drager til Rotenburg i Tyskland, hvor årets træningslejr afholdes.