• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Mads Bye Marboe

David Nielsen og AGF tæt på pokalfadæse: Vi dansede med døden

David Nielsen erkender, at det blev langt mere spændende, end han havde drømt om, da AGF onsdag gæstede Marstal/Rise fra Albaniserien i Sydbank Pokalen.

Af Mads Bye Marboe

AGF skulle onsdag aften på besøg hos Ærø-mandskabet Marstal/Rise i Sydbank Pokalens anden runde.

Værterne optræder normalvis i den fynske Albaniserie, men formåede at komme foran med 2-0. Jakob Ankersen fik reduceret i det 74. minut, og med få minutter tilbage lykkedes det Alex Gersbach at udligne og sende kampen i forlænget spilletid, hvor Superliga-mandskabet viste klassen og endte med at vinde 2-6.

Cheftræner David Nielsen har sat ord på, hvorfor det blev en sværere aften, end han havde regnet med.

- Det skulle det, fordi vi gjorde det svært for os selv. De har to dødbolde, som de scorer på, og så bliver det svært. I første halvleg har vi for dårlig kvalitet i vores angrebsspil, men fra det øjeblik, hvor de scorer til 2-0, og vi danser med døden, er der nogle spillere, som virkelig stepper op, siger han til AGF TV og uddyber:

- Der er det ligegyldigt, om du er et Superliga-hold, eller hvad du er, og møder et hold fra de lavere rækkere. Når man er bagud 2-0 og løber rundt med alle tankerne i hovedet, synes jeg, at vi gør det rigtig godt, holder hovedet koldt og kører den hjem.

- Men det var på et hængende hår. Jeg stod derude med blodsmag i munden, så det var en lidt hårdere aften, end vi havde tænkt, at det skulle være her på Ærø, hvor folk ellers er ekstremt hyggelige og søde.

David Nielsen mente heller ikke, at man kunne tage noget med fra opgøret - blot at det var en vigtig lærestreg.

- Nej, det er der ikke. Ikke andet end en utrolig god lærestreg i forhold til hvad det vil sige at skulle spille kampe mod modstandere, som vil gøre alt for at slå os, og det var også en god lærestreg for vores unge spillere. Det er ligegyldigt, hvem man møder. Det er 100 procent eller ingenting, slutter cheftræneren.

I den forlængede spilletid scorede Alexander Munksgaard og Alex Gersbach begge et mål, mens Alexander Ammitzbøll lavede to.

Superliga

Mere Superliga

Fokus