Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen om AGF-job: Får aldrig den kredit, du er berettiget til

David Nielsen fortæller om, hvordan det er at være træner i en klub som AGF.

Forventningerne forud for en ny sæson er altid tårnhøje i AGF.

Efter de første fem runder i Superligaen er det så blevet til syv point og en foreløbig femteplads. Men hvad mere imponerende er, at holdet som det eneste i tabellen endnu ikke har tabt, og samtidig er det hold, som har indkasseseret færrest mål. Og det med kampe mod både de danske mestre, FC Midtjylland, og sidste sæsons bronzevindere fra FC Nordsjælland.

Alligevel er der stadig rigeligt med plads til kritik af holdet fra Smilets By, og det hører da også med til historien om AGF's sæsonstart, at det kun er blevet til én enkelt sejr og tre mål. Men kritikken må man simpelthen bare lære at leve med, fortæller cheftræner David Nielsen:

- Hvis du gerne vil arbejde i AGF, en af de store klubber, og har behov for konstant at blive bekræftet i, at du enten er en god træner eller en god spiller, så skal du ikke være her. Dette er ikke for alle.

- Du får aldrig den kredit, du selv mener, du er berettiget til. Og du kommer altid til at få en hårdere kritik end den, du selv føler, du fortjener. Men jeg er ligeglad. Fuldstændig. Jeg arbejder mod næste kamp, og jeg er aldrig tilfreds. Vi arbejder hårdt for at gøre fodboldholdet bedre, siger David Nielsen til Jyllands-Posten.

Hvis AGF skal fortsætte den ubesejrede stime, er der behov for en toppræstation i weekenden, hvor formstærke FC København kommer på besøg. 

De to hold møder hinanden søndag kl. 16.00.