DBU kigger nærmere på invasion af banen i Aarhus
Polfoto/TYCHO GREGERS
Superliga

DBU kigger nærmere på invasion af banen i Aarhus

DBU bekræfter, at de vil kigge nærmere på, hvilke konsekvenser baneinvasionen i Aarhus kan få for AGF.

Da Elmar Bjarnason scorede til 2-2 i dommerens tillægstid og dermed næsten definitivt sendte AGF i pokalfinalen, fløj klubbens fans ind på banen i eufori. 

Kampen måtte efterfølgende afbrydes i flere minutter, mens AaB-spillerne gik i omklædningsrummet.

Det kan nu få konsekvenser for AGF, bekræfter DBU.

- Vi har nogle regler, der siger, at hjemmeholdet som kamparrangør naturligvis har ansvaret for sikkerheden omkring den givne fodboldkamp. Derfor er det her selvfølgelig også en sag, som vi kommer til at kigge på, når dommeren har indgivet sin rapport om kampen, siger formanden for DBU's disciplinærudvalg, Jens Hjortskov, til TV2 Sport.

Senest en stor flok fans løb på banen i dansk fodbold var da Brøndby og FCK mødtes i 2012. Det endte efterfølgende med at koste Brøndby en bøde på 150.000 kroner og to hjemmekampe uden tilskuere.