De tre nominerede til Månedens Spiller er fundet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

De tre nominerede til Månedens Spiller er fundet

Månedens Spiller for juli skal kåres, og her er tre spillere med i opløbet.

Superliga-sæsonen 2017/18 blev skudt i gang i juli, og nu er det blevet tid til at kåre Månedens Spiller. Alka Superligaen har nomineret følgende tre spillere:

Jan Kliment
Brøndby-angriberen har overrasket alt og alle indtil videre i denne sæson. Efter en sløj første sæson i den gule trøje, har tjekken i løbet af juli vist sig som en helt anden spiller. I de første tre kampe er det blevet til to mål og tre assists fra angriberens fødder. I går blev han kåret til Månedens Spiller i Brøndby for juli måned, og nu er han nomineret til Månedens Spiller i hele Superligaen. 

Ernest Asante
FC Nordsjælland har fået en forrygende start på sæsonen, selvom de har sagt farvel til profiler som Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka i sommerens transfervindue. I stedet er blandt Ernest Asante trådt i karakter, og ghaneseren har stor ære i, at Kasper Hjulmands tropper er noteret for ni point efter de første tre runder. Den lynhurtige FC Nordsjælland-spiller har scoret tre mål og lavet en assist. 

Lasse Vigen Christensen
Modsat de to andre nominerede har midtbanespilleren kun været involveret i to kampe - i alt 134 minutters spilletid - indtil videre i denne sæson. Han har dog markeret sig på fornemmeste vis ved at score fire mål og derudover også lave en assist. Han blev skiftet ind i pausen af søndagens kamp mod Lyngby, hvorefter han lavede hattrick i 5-3-sejren.