Video : Tipsbladet
Superliga

19. december: Slem skade og operation blev til en rigtig prinsessehistorie

Bag dagens låge i tipsbladet.dk's julekalender gemmer sig Lyngby Boldklub og historien om det utrolige klimaks efter halvandet års nedtur og konkursfare.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og samtidig er et årti ved at gå på hæld.

Det har tipsbladet.dk valgt at markere i form af et historisk tilbageblik på de seneste 10 år og de klubber, der har været i Superligaen - fortalt med udgangspunkt i en spiller, der har sat et stort aftryk i perioden. Det behøver ikke være den bedste spiller, det største salgsobjekt eller driblekongen. Det kan også være en spiller, der forandrede historiens gang eller klubbens kultur.

Til at hjælpe har vi allieret os med en person, som har et indgående kendskab til klubben.

19. december byder på et blik på Lyngby Boldklub i samarbejde med klubbens tidligere spiller og nuværende assistenttræner Mikkel Beckmann.

Mikkel Beckmann har peget på Nicolai Geertsen.

Når årtiet rinder ud, har Nicolai Geertsen tilbragt 15 procent af tiden i Lyngby Boldklub. Det gør ham til et utraditionelt valg til denne juleliste, men der er en god grund til, at Mikkel Beckmann peger på ham.

Geertsen var nemlig afgørende for, at Lyngby rykkede op i Superligaen igen.

Læs også:18. December: 43 år og bekymret for at stå under bruseren med de unge

- Det var genrejsningen af hele Lyngby. Vi kom fra en periode, hvor alt var lort, og man tænkte på alt muligt, spillere forlod klubben, og fik man overhovedet sin løn? Han er ikke den eneste, der har været med til at løfte det hele, men det øjeblik står bare klarest.

Det hele tog sin begyndelse i foråret 2018. Lyngby Boldklub var få dage fra at gå konkurs, og kun nogle hastigt sammenbragte millioner fra lokale pengemænd og fans reddede klubbens liv. Da var det dog for sent for fem spillere, der forlod Lyngby uden kompensation. De tilbageværende kæmpede en hård kamp, men endte alligevel med at rykke ned i 1. division.

Meget bedre blev det ikke i den næstbedste række. Under Mark Strudal flirtede Lyngby med nedrykningsstregen, da holdet var halvvejs gennem sæsonen, og enden på den onde spiral var ingen steder i syne. Derfor fyrede klubben sin træner.

Men i løbet af anden halvdel af sæsonen kravlede Lyngby op i tabellen. Før sidste spillerunde lå holdet bare ét point fra tredjepladsen, der ville udløse to playoffkampe om at rykke op igen. Det så dog ikke ud til at blive til noget, da FC Helsingør var foran 1-0, og Lyngby ikke kunne finde en måde at bryde bundholdets defensiv ned.

I desperation sendte assistenttræner Beckmann og cheftræner Christian Nielsen den hovedstødsstærke midtstopper Nicolai Geertsen på banen. Han scorede to mål på ti minutter, og dermed fuldendte han et utroligt kollektivt comeback fra kanten af en dobbeltnedrykning til kanten af en øjeblikkelig tilbagevenden til Superligaen.

- Inden han kom på banen, lå vi nummer seks. Han er normalt midtstopper, men blev skiftet ind som angriber. Det er sådan en episode, man sent glemmer, siger Beckmann.

- Han brækkede anklen i forårets første spillerunde mod Hvidovre ude, hvor alt det nye Lyngby skulle opbygges efter trænerfyringen, og efter det var tæt på, at klubben gik nedenom og hjem.

Læs også:17. december: Det er helt okay, at fodboldhjertet er delt i to

- Han blev opereret og gjorde alt, hvad han kunne, for at komme tilbage. Når en person gør så meget for at komme tilbage efter en slem skade, og han ender med at blive en kæmpe helt, fordi han bliver smidt op i angrebet i sin første kamp, og han så stanger to ind - det er sådan noget, man sætter pris på som klub.

Selv om ejerkredsen Friends of Lyngby havde reddet klubben et år forinden, efter Hellerup Finans næsten havde kørt den i sænk, var økonomien stadig presset i det forår. Lyngby betalte løn til to fyrede cheftrænere, Thomas Nørgaard og Strudal, og der var ikke råd til at købe et nyt sæt, da udebanedragterne kom i den forkerte røde farve.

Så da Geertsen headede sine to mål ind, fik alle kongeblå afløb for halvandet års bekymringer og nedtur. Og Geertsen sluttede sin egen ring på fornem vis:

Han havde spillet ungdomsfodbold i Lyngby, men aldrig fået førsteholdsdebut. Det gjorde han heller ikke i Brøndby, og i ti år skiftede han rundt mellem danske og norske sekundaklubber. Et år forinden havde han endda trænet med i FC Helsingør uden at få kontrakt, og nu havde han reddet sin barndomsklubs oprykningsdrømme mod netop FCH.

- Det endte med at blive en rigtig prinsessehistorie, hvor han blev helten i sin første kamp efter en slem skade. Og nu er han blevet Superliga-spiller for første gang, siger Mikkel Beckmann.

Ja, Nicolai Geertsen har spillet samtlige kampe for Lyngby i efteråret og endda båret anførerbindet i de fleste, efter Martin Ørnskov har været skadet. For holdet slog Vendsyssel FF over de to playoffkampe, som hans to mål sikrede, og nu er det tilbage i den bedste række.

Det har Lyngby ikke mindst Geertsen at takke for.

Læs også:16. december: Får han et par stifter, laver Niels en eminent Lars Søndergaard

Læs også:15. december: Gæt 10 rigtige om straffespark i Superligaen

Læs også:14. December: Jeg har altid pleaset den dreng, bare spørg William