Delaney kæmper - men når han FCM-kamp?
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Delaney kæmper - men når han FCM-kamp?

FC Københavns anfører, Thomas Delaney, har endnu ikke opgivet at blive klar til mødet med FC Midtjylland. Men det er fortsat for tidligt at sige, om han når at blive klar til kampen.

FC København skal søndag aften på besøg hos FC Midtjylland, når Superligaens nummer et og to fra denne sæson - såvel som sidste sæson - mødes i Herning. Mens FC Midtjylland kommer til kampen med tunge ben og en dårlig oplevelse i Polen, har FC København haft hele ugen til at forberede sig.

Dog kan kampen mod FCM blive uden Thomas Delaney, der blev skadet i landskampen mod Sverige. Delaney var ikke med mod Viborg i søndags, hvor FCK blot spillede 0-0, og han risikerer også at gå glip af FCM-kampen. Men det bliver en af de beslutninger, der bliver taget sent, fortæller FC Københavns midtbaneprofil.

- Vi bliver ved med at teste det, og det er blevet bedre, men ligegyldigt hvad så bliver det et sent kald. Lige nu bygger jeg på og er godt løbende, men det handler om at kunne gøre alt 100 procent, siger Thomas Delaney til Ekstra Bladet.

Mens Delaney er yderst tvivlsom, er der positivt nyt omkring Mikael Antonsson, som meget vel kan være tilbage i truppen mod FCM.