FC København havde ikke meget på spil, da holdet søndag gæstede SønderjyskE. Mandskabet fra hovedstaden var sikre på sølvmedaljerne forud for de sidste to kampe, men i Haderslev leverede gæsterne en flot præsentation, da SønderjyskE blev besejret med 1-2. Sejren ændrer dog ikke på billedet omkring selve sæsonen.
Her er FCK-anfører Thomas Delaney nemlig ikke tilfreds med sølvet, selvom han glæder sig over en fornuftig sæson fra de danske vicemestre:
- Vi kommer ikke til at juble i sidste spillerunde. Det er klart, at dette ikke var vores målsætning på forhånd, men vi kan se tilbage på en udmærket sæson. Med det snit vi har, havde vi nok vundet mesterskabet sidste år. Nu venter en afslutning med Hobro, hvor der er revanche på spil. Vi skal blive ved med at søge mulighederne, siger Thomas Delaney til tipsbladet.dk efter kampen.
Han glæder sig samtidig over en god med speciel affære mod SønderjyskE:
- Vi spillede en god første halvleg, hvor vi havde god kontrol. De får et rødt kort efter pausen, og derefter er vi måske endnu mere i kontrol. Så får de dog et mål foræret, og efter det sker der ofte nogle ting mentalt. SønderjyskE skaber pres i perioder, men vi lukker godt af. Vi havde et snit på to points pr. kamp, som vi kunne nå med en sejr. Det er vi tilfredse med, selvom Stephan Andersen er bitter over ikke at få sit clean sheet, udtaler Delaney.
FC København møder i sidste spillerunde Hobro IK i Telia Parken.