Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: AGF svæver og Brøndby bløder

Tipsbladet.dk zoomer ind på 11. spillerunde af Superligaen efter weekendens seks kampe.

11. runde mangler fortsat mandagens kamp, men der er masser af lærdom at hente fra weekendens kampe.

Marginalerne forlod FC Midtjylland
FC Midtjylland rød i midtugen sensationelt ud af pokalturneringen, da Fremad Amager straffede Superligaens tophold. Og ugen blev kun værre, da søndagens hjemmekamp mod OB endte med et 0-1-nederlag, der viste, at topholdet sagtens kan tæmmes.

I starten af sæsonen var midtjyderne flere gange ganske heldige med at slippe fra banen med fuld gevinst i kampe, hvor pointdeling eller nederlag sagtens kunne have været udfaldet - målt på spillet på banen.
Men FC Midtjylland havde marginalerne, som ofte følger et tophold. Ugen, der netop er slut, viser, at den slags marginaler har det med at justere sig hen over en længere periode. Under alle omstændigheder var det OB'erne, der søndag kunne strække armene i vejret og juble over vigtige tre point i en kamp, hvor heldet faldt ud til deres fordel. 

Når det så er sagt, virkede det noget tosset bare at bakke, når en klinisk afslutter som Bashkim Kadrii nærmer sig skudafstand. Ikke desto mindre var det hvad FCM-forsvaret gjorde, da OB-angriberen fik masser af tid og plads til at sende sin præcise afslutning i det lange hjørne uden chance for Jesper Hansen.

Målet var det bare tredje indkasserede for midtjyderne i Superliga-sæsonen, så der er hverken panik eller grund til panderynker hos FCM. Men marginalerne skal der måske slides lidt mere for at hente tilbage i de kommende kampe. 

AGF og Bundu flyver videre - men Randers FC flyver med
AGF er Superligaens klar bedste hold målt på de seneste seks runder, hvor holdet med sejre i dem alle har skabt decideret fodbold-feber i Aarhus.

Læs også:OB-keeper om FCM-sejr: De trykker vanvittigt på med fire-fem kæmpe folk

Her kunne godt 9.000 tilskuere igen se et AGF-hold, der viste skarphed i de afgørende situationer - ganske fint eksemplificeret ved kampens første scoring, hvor FC Nordsjælland havde et farlig angreb, men hvor Mikkel Rygaard ganske enkelt ramte ved siden at bolden i afslutnings-øjeblikket.

Få sekunder efter lå bolden i nettet i den modsatte ende, hvor Jakob Ankersen havde sidste fod på efter et oplæg fra Mustapha Bundu, der faktisk startede med at træffe den forkerte beslutning i kontra-angrebet.

Den lange og brandvarme offensiv-spiller valgte at afslutte selv i en situation, hvor både Patrick Mortensen stod i en ganske fri position midt for målet. Men heldet følger AGF og Bundu for tiden, så bolden alligevel endte med scoring. 

Netop Mustapha Bundu endte som kampens store helt, da han også stod for assisten til 2-1-målet og kort efter fremtvang et straffespark med en ganske optimistisk dribletur. At det så rent faktisk også var ham, der ikke var tæt nok på Kian Hansen ved FC Nordsjællands scoring, er nok allerede glemt af de fleste i Aarhus. 

AGF har fået vinger, men det er de ikke alene om i Østjylland. For lokalrivalerne fra Randers FC sænkede ganske kynisk AaB i Aalborg med 3-0 og vandt dermed for fjerde kamp i træk og skød sig op på fjerdepladsen i tabellen. Derfor er der lagt op til et brag af en kamp, når netop Randers FC tager mod AGF i den kommende runde. 

AaB og Brøndby bløder
AaB kan ikke uden Lucas Andersen.

Det er den korte og ganske forsimplede opsamling på realiteterne i AaB, der søndag tabte for tredje kamp i træk, da Randers FC vandt med 3-0 i Aalborg. Lucas Andersen var kommet sig over sin lyskenskade men kom først på banen efter 65 minutter - og da var det for sent. Den elegante offensiv har gennem sæsonen fået AaB til at flyve, men uden hans kreativitet og skarphed er AaB ganske ineffektive og uden den nødvendige skarphed. Så tre startopstillinger uden Andersen i træk har kastet tre nederlag af sig. 

Læs også:AGF-målmand om mirakelredning: Den er jeg stolt af

Når det så er sagt, skal det naturligvis også nævnes, at skaderne fylder meget hos det trængte hold, der for fire runder siden lå nummer tre i tabellen men nu er at finde på 10. pladsen. Og så hjælper det heller ikke, at Iver Fossum brændte et straffespark med stillingen 1-0 til Randers FC. Det er hårdt at være fra AaB i disse tider.

Mindst lige så hårdt er det at være Brøndby'er.

Niels Frederiksens mandskab løb ind i det fjerde nederlag i fem kampe, da SønderjyskE fortjent vandt med 2-0. Panderynkerne er ved at være ganske dybe hos Brøndby, og det var da også værd at bemærke en vis utilfredshed hos Fodbolddirektør Carsten V. Jensen efter kampen. I Onside var det i hvert fald ikke nogen fredning af Niels Frederiksen, der blev serveret fra "CV."

Brøndby møder på søndag FC København på hjemmebane, og ingen skal være i tvivl om, at presset vil nå nye højder, hvis det femte nederlag i seks kampe kommer mod ærkerivalen.

Det vil tilmed sende Brøndby ud af top 6, hvilket i sig selv vil være et klokkeklart krisetegn. 

Læs også:Brandvarm profil afviser transfersnak: Fokus er i AGF

Læs også:Stort AaB-talent om mange startpladser: Ikke det jeg regnede med

Læs også:Niels F. efter skrækkeligt nederlag: Situationen er alvorlig

Læs også:FCM-anfører efter nederlag: Deres keeper stod helt eminent

Læs også:Okore efter Friis-kritik: Jeg forstår det 100 procent