Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: AGF'er går et stort forår i møde

20. spillerunde i Superligaen er tæt på at være overstået, og vi kigger tilbage på weekendens kampe, hvor der var flere interessante ting, vi lærte.

Vinterpausen er endelig forbi, og Superliga-bolden ruller igen på de danske stadions. Slutspillet nærmer sig, og de resterende runder af grundspillet går med at finde ud af, hvem der sniger sig med i det forjættede top seks, og hvem der skal ud i et nervepirrende nedrykningsdrama.

Første spillerunde i 2018 kastede mange mål af sig, og tipsbladet.dk zoomer her ind på nogle af de ting, vi lærte i løbet af weekendens kampe.

Tobias Sana går et stort forår i møde

AGF'eren Tobias Sana havde et lidt op og ned efterår, men det ser ud til, at svenskeren for alvor har fundet sig til rette i Århus og på AGF-holdet, hvor han mandag aften blev matchvinder med en flot scoring til 1-0 mod Hobro IK.

Sana, der af David Nielsen nyder stor tillid og er flyttet op som angriber, spillede i det hele taget en strålende kamp, hvor han med sin uforudsigelighed, driblinger og gode løb konstant gav problemer for et til tider tungt Hobro-forsvar, der ikke havde styr på Sana og makkeren Mustapha Bundu.

Kan Sana fortsætte de fine takter, venter der et spændende forår for AGF.

De gode er stadig gode, og de dårlige er stadig dårlige

Vurderet ud fra efterårets kampe tegner der sig et klart billede i Superligaen. FC Midtjylland og Brøndby IF rækkens to bedste mandskaber, og Randers FC og FC Helsingør er de to dårligste. 

Det billede rokkede sig ikke en centimeter i 2018's første spillerunde.

FC Midtjylland og Brøndby IF viste klassen og vandt over henholdsvis AC Horsens og Lyngby BK - FCM spillede ganske vist ikke en prangende kamp, men det er også et udtryk for klasse at vinde på de mindre gode dage. Randers FC og FC Helsingør åbnede kalenderåret med to gedigne røvfulde på 1-5 og 1-6 til henholdsvis FC København og OB.

Alt var med andre ord ved det gamle på den front.

Vladimir Rodic ligner en god Skov-afløser

Det ville være dybt, dybt uretfærdigt at kalde en spiller for et flop efter blot en enkelt kamp i en ny klub, og af samme årsag kan man heller ikke kalde en spiller en succes efter 90 minutter. Men det er helt på sin plads at konstatere, at Vladimir Rodic ligner en meget fin afløser for Robert Skov i Silkeborg IF.

Vladimir Rodic kom til Silkeborg IF fra Randers FC på transfervinduets sidste åbningsdag, og lørdag debuterede han mod AaB med en pragtpræstation, der både kastede en scoring og en assist af sig i 3-2-sejren. Værd at bemærke var det også, at Jens Martin Gammelby virker veltilplas med sin nye legekammerat i højre side.

Det tegner lovende med Vladimir Rodic i Silkeborg IF. 

Anders K. Jacobsen har genfundet sig selv

Både økonomisk og sportsligt er Anders K. Jacobsen en sværvægter på papiret i OB-truppen, og derfor forventes det også, at han viser det inde på banen. Det gjorde angriberen ikke i sidste sæson, hvor han præsterede langt under lavmålet, men det ser ud til, at han har fundet sig selv i denne sæson, og det satte han to streger under i forårspremieren.

Anders K. Jacobsen lagde fra land med et hattrick mod FC Helsingør, og dermed er han nu oppe på 10 sæsonscoringer - det er fem gange så mange, som han lavede i HELE sidste sæson. Med til historien hører, at halvdelen af de 10 mål er lavet mod FC Helsingør, men det ændrer ikke ved det faktum, at det er flot kommet tilbage af Anders K. Jacobsen oven på en selvtillidsdræbende sæson.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.