Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: FCM's gyldne dreng svingede kohalen

Tipsbladet.dk ser nærmere på nogle af de konklusioner, man kan drage i kølvandet på 16. spillerunde af Superligaen.

Superligaen holder pause for en stund, mens spillerne rejser rundt i verden for at slutte sig til deres landshold. Det giver lejlighed til at dvæle ved den forgangne runde, som bød på endnu et skifte i toppen af Superligaen og et helt dødt løb mellem tre hold i bunden.

Her ser tipsbladet.dk nærmere på nogle af de ting, vi blev klogere på i runde 16.

Hobro er genopstået
Lykken er langt fra gjort endnu for Hobro IK, men holdet er i en langt bedre situation (og forfatning, kunne man tilføje) end for bare få uger siden. Dengang lå det isoleret i bunden af Superligaen med seks point op til nærmeste modstander, men nu er der 0.

Hobro ligger ganske vist stadig på sidstepladsen på grund af en skrækkelig målscore, men holdet har lukket hullet. Både Vendsyssel FF, Vejle Boldklub og altså Hobro har 15 point, mens der er tre af slagsen op til AGF og FC Nordsjælland.

Allan Kuhn og co. har især hjemmebanen, DS Arena, at takke for genopstandelsen, for samtlige fire sejre i denne sæson er kommet på eget græs, herunder tre i de tre seneste hjemmekampe. Den slags kan man komme langt med i en liga så tæt som Superligaen.

Til gengæld skal Hobro nok se lidt på udebaneformen, der lyder således: otte kampe, tre uafgjorte, fem nederlag og 0,38 point i gennemsnit pr. kamp.

Den brasilianske kohale i Herning
Der var ikke meget Rio de Janeiro og Copacabana over søndag aften i Herning, hvor temperaturen kunne skrives med ét ciffer, og novemberregnen faldt, som den slags gør i Danmark på denne årstid. Men FC Midtjyllands Evander skabte alligevel et øjebliks solstråle med sit oplæg til 1-0-målet.

På spansk kalder de den cola de vaca, koens hale, og finten blev udødeliggjort af Romario, der scorede for FC Barcelona mod Real Madrid i 1994. Dengang satte han ”kun” én mand af ved at føre bolden rundt i en halvcirkel uden at miste føling med den, men Evander satte to Vejle-spillere.

Finten hedder i øvrigt koens hale, fordi den mindede spanierne om en ko, der dovent svinger halen for at skræmme fluerne væk. Den var bare ét, omend det mest iøjnefaldende, eksempel på Evanders brandkamp mod VB. For FCM’s 10’er var så god, at han blev kåret til kampens spiller, selv om Awer Mabil scorede to mål og lagde op til yderligere to.

Det var brasilianerens kun anden startplads for FC Midtjylland, men her viste han, at der måske var en årsag til, at han i lang tid var på listen til Golden Boy-kåringen.

Ungdommen sejrede (og tabte) for Esbjerg
Den egentlige vinder af rundens sidste Superliga-kamp var selvsagt OB; det kunne man jo se på måltavlen eller sin livescore-app. Men i overført betydning var det også 90 minutters sejrsgang for Esbjerg fB’s ungdomsarbejde.

Der var seks egenudviklede spillere i vestjydernes startopstilling: Jeppe Højbjerg, Jeppe Brinch, Mathias Kristensen, Mark Brink, Jacob ”Lungi” Sørensen og Daniel Anyembe. Derudover sad der yderligere tre spillere, der fik deres fodboldopdragelse i EfB, på bænken. Af dem kom William Møller ind.

Og så var der jo de to OB-målscorere, som de i Esbjerg nok ærgrer sig over, at de var med til at udvikle til Superliga-spillere. Både Marco Lund og Casper Nielsen spillede ungdomsfodbold og de første år af deres seniorkarriere i andre striber end dem, OB bærer.

I parentes bemærket var det også en esbjergenser, der hjalp dem på vej til deres scoringer: Jeppe Højbjerg så skidt ud ved begge mål (omend han ved det første måske skulle have haft et frispark).