Det lærte vi af Superligaen: Marcondes er tæt på umulig at erstatte
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: Marcondes er tæt på umulig at erstatte

Tipsbladet.dk zoomer ind på 19. spillerunde i Superligaen og nogle af de konklusioner, vi kan drage.

Randers FC får mandag aften besøg af FC Midtjylland i Superligaens sidste kamp i 2017, men allerede nu er der konklusioner fra 19. runde, der kan drages.

Silkeborg IF fik sæsonens første udesejr, FC København smed igen point, og så fik AGF reddet et point i land i Brøndby, hvor klubben kom fra 0-2 til 2-2. Dermed kan FC Midtjylland også tage førstepladsen mandag aften, hvis det bliver til en sejr ude mod Randers.

Lad os se på det:

Superligaen kommer til at savne Emiliano Marcondes

FC Nordsjællands Emiliano Marcondes har spillet sin sidste Superliga-kamp, og i stedet skal den 22-årige Hvidovre-fødte offensivspiller et smut til Brentford.

Det er forståeligt, hvis London-klubben har julelys i øjnene ved tanken om at få offensivspilleren i truppen, for Emiliano Marcondes har spillet på et ufatteligt niveau det sidste års tid, og han blev så sent som i sidste uge kåret til Efterårets Profil i Superligaen.

24 Superliga-mål i kalenderåret 2017 er det blevet til for Emiliano Marcondes, der endte med at tangere Chris Hermansens rekord for flest Superliga-mål i et kalenderår, og med 17 kasser i 19 Superliga-kampe har den 22-årige angriber vist, at han er en utrolig foran kassen.

Marcondes har lagt på i sit spil, så han ikke er den her klassiske 10'er, han måske var tidligere. Han er blevet angriber. Målscorer. Og han kan score på alle tænkelige måder. Sikker på straffespark, kan score på frispark, han kan lave de nemme tap ins, de svære, og han kan knalde bolden ind fra distancen. Han kan også heade, og så er han bare utrolig snu i boksen, fordi han tager de rigtige løb. Løb, han kan tage, fordi han selv er med til at sætte spillet op.

Respekt for Marcondes - han bliver ikke kun et tab i FC Nordsjælland. At han forsvinder er et tab for hele Superligaen. 

Der er liv i AGF

AGF er et af de hold, der er sværest at blive klog på. I sidste uge leverede David Nielsens mandskab en skuffende indsats og spillede kun 0-0 hjemme mod FC Helsingør i et opgør, der nemt kunne være endt med et nederlag, havde Steffen Rasmussen ikke lavet nogle gode redninger.

I denne uge får GF så 2-2 med fra Brøndby, der havde vundet ni Superliga-kampe i streg. Tilmed efter at have været bagud med 0-2.

Imponerende comeback af AGF, men det er også nu, det gælder. Top seks er så småt forduftet, og holdet har bare fået fem point i de kampe. Skuffende. Men omvendt er 2-2 kampen en mulighed for at kickstarte det hele nu. Sådan skal AGF i hvert fald have det. Nu går holdet godt nok på en lang vinterpause, men man forventer at se et hold, der kommer stærkere ud til forårssæsonen og får givet de mange trofaste fans noget tro og nogle sejre.

FC København har brug for at nulstille

FC Københavns efterårsssæson har været en stor skuffelse. I hvert fald i Superligaen. Godt nok er klubben videre i Europa League, hvilket er godt gået, men i den hjemlige turnering har der ikke været noget at glæde sig over. Slet ikke.

Ståle Solbakkens mandskab ender efterårssæsonen som nummer seks med 26 point, samme pointantal som AaB på syvendepladsen og bare et point mere end OB på ottendepladsen. Og hvad værre er, at konkurrenterne Brøndby IF og FC Midtjylland er 17 og 15 point foran FC København.

Mod AaB forsøgte Ståle Solbakken sig med en treback-kæde og gik dermed væk fra det, han har troet på altid, med fire i bagkæden. Det holdt 20 minutter, inden Denis Vavro blev flået ud, offer for en taktisk udskiftning, fordi FCK skulle tilbage til den gamle opstilling.

Det fortæller også noget om FCK's sæson, hvor der ikke er noget, der er lykkedes i Superligaen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.